Superliga

Sivebæk: Et lyn fra en klar himmel

FC Midtjylland-truppen fik beskeden om Allan Kuhns opsigelse lige efter frokost, og det var en overrasket ulveflok, der modtog Kuhns besked.

FC Midtjylland har fået en elendig start på forårssæsonen, selv om de vandt forårspremieren over FC København. Den sløje start kulminerede med nederlaget i Lyngby i går. I dag sagde Allan Kuhn så sit job som cheftræner i FC Midtjylland op. Kuhn forklarer sin afgang med familiemæssige hensyn.

Det var en spillertrup i chok, der modtog beskeden fra Allan Kuhn lige efter frokosten.

- Det kom som et lyn fra en klar himmel, og jeg vil sige, at vi slet ikke havde lugtet det. Da Thomas Thomasberg blev fyret, kunne man ligesom fornemme, der var noget under opsejling. Det kunne vi slet ikke her, og omstændighederne er selvfølgelig også anderledes i og med, at han har sagt op og ikke er blevet fyret, siger Christian Sivebæk til tipsbladet.dk.

LÆS OGSÅ: Riddersholm: Jeg er øverst på dækket

Med de dårlige resultater in mente håber Sivebæk dog, at trænerskiftet til assistenten Glen Riddersholm kan have en positiv effekt på resultaterne.

- Når man ser på de resultater, vi har haft på det seneste, var Kuhn måske alligevel lidt presset i forhold til at levere nogle resultater. Det pres ligger stadig hos os spillere. Normalt giver et trænerskifte måske en lille chokeffekt, og det her skulle da gerne blive til noget positivt for os. Det havde været en anderledes ærgerlig situation, hvis vi lige havde vundet fem kampe i træk, siger Sivebæk og udtrykker glæde for forfremmelsen af Glen Riddersholm.

- Jeg har kendt Glen, siden jeg kom til akademiet, da jeg var 16 år, så jeg kender ham rigtig godt. Glen er brand-dygtig taktisk, han ved så meget om fodbold, og han brænder virkelig for det. Den passion skal gives videre til os, og jeg glæder mig rigtig meget til at træne under Glen. Jeg ved ikke hvor meget, han kan nå at ændre til kampen mod OB på mandag, men der kommer jo nok til at ske et eller andet.

Foreløbig har FC Midtjylland ikke meldt ud, hvor lang tid Glen Riddersholm skal være cheftræner i FC Midtjylland.