Stryger: Stor optimisme inden Zenit-kamp
Illustration
Champions League

Stryger: Stor optimisme inden Zenit-kamp

Ifølge Jens Stryger Larsen er der stor tro på tingene i FC Nordsjælland-truppen forud for Champions League-kvalifkationen mod Zenit Skt. Petersborg.

Jens Stryger Larsen kunne i dag stå op til en glædelig nyhed. Den nybagte FC Nordsjælland-spiller skal med landsholdet til Gdansk, hvor Polen venter. Men inden da gælder det returen i Champions League-kvalifikationen mod Zenit Skt. Petersborg, der vandt første kamp med 1-0 på Farum Park.

- Der er en stor portion optimisme inden kamp, fordi vi spillede en okay kamp, da vi mødte dem i Farum. Vi spillede lige op med dem og efter den kamp tror vi på, at vi kan levere et lille mirakel, fortæller Jens Stryger Larsen til klubbens hjemmeside.

Udtagelsen til landsholdet glæder naturligvis den tidligere Brøndby-spiller, som netop håbede, at skiftet til FCN kunne accelerere hans karriere.

- Det er selvfølgelig super fedt, og noget som jeg glæder mig rigtig meget til. At blive en bedre fodboldspiller, at spille store europæiske kampe og prøve kræfter med landsholdet er nogle af mine målsætninger med at være her, siger Jens Stryger Larsen.