U/21 overbeviste mod Nordirland
Illustration
Landshold

U/21 overbeviste mod Nordirland

Danmarks U/21-landshold vandt her til eftermiddag med overbevisende 4-1 over Nordirland.

Det danske U/21-landshold har endnu ikke tabt en kamp med Jess Thorup som træner. Her til eftermiddag vandt holdet så endnu en gang, da man på udebane slog Nordirland med 1-4.

Thorups tropper kom bedst fra start, og efter 17 minutter bragte debutanten Patrick Jensen fra FC Midtjylland holdet foran 0-1. Den føring holdt dog ikke længe, for allerede i det 24. minut udlignede de nordirske værter.

Den stilling blev der ikke ændret ved før pausen, men i anden halvleg tog fanden ved de unge danskere. Tre mål på syv minutter lige omkring den runde time betød, at holdet pludselig sad med en solid 1-4-føring. De tre mål blev sat ind af Nicolaj Brock-Madsen, Bassel Jradi og Brock-Madsen igen.

Dermed fik holdet den bedst tænkelige optakt til de to EM-kvalifikationskampe den 6. og 10. september mod henholdsvis Andorra og Slovenien.