OB tæt på aftale med georgisk landsholdsspiller
Illustration
Superliga

OB tæt på aftale med georgisk landsholdsspiller

Vladimir Dvalishvili træner lige nu med OB, og han forventes at skrive kontrakt med den fynske klub.

OB er tæt på at skrive kontrakt med den georgiske landsholdsspiller Vladimir Dvalishvili, der i så fald vil skifte til klubben med øjeblikkelig virkning. Det erfarer tipsbladet.dk.

Vladimir Dvalishvili træner lige nu med OB, og over for fyens.dk bekræfter sportsdirektør Jesper Hansen, at han forventer at kunne skrive kontrakt med georgieren.

Den 28-årige georgier har senest spillet for den polske storklub Legia Warszawa, som han vandt to mesterskaber og en pokaltitel i løbet af to sæsoner hos klubben. I sidste sæson blev han med ti scoringer den næstmest scorende spiller for klubben, der suverænt vandt det polske mesterskab.

Denne sommer har Dvalishvili imidlertid fået ophævet sin kontrakt, og selvom han både har været sat i forbindelse med et skifte til israelsk fodbold samt den serbiske storklub Partizan Beograd, ligger hans fremtid altså nu formentlig i Odense.

Tidligere har Vladimir Dvalishvili spillet i de baltiske klubber Dinamo Tblisi og Skonto Riga, inden han i 2009 skiftede til Maccabi Haifa i Israel, hvor han fik stor succes. Han scorede 35 mål i 76 kampe over tre sæsoner, og han var en nøglespiller på det hold, der i 2009/10-sæsonen nåede gruppespillet i Champions League og mødte Bordeaux, Bayern München og Juventus og tabte knebent i samtlige kampe.

På klubplan har angriberen vundet mesterskaber i både Georgien, Israel og Polen, og det er altså en erfaren herre, der formentlig bliver OB-spiller i dag. Vladimir Dvalishvili har spillet 34 landskampe for Temuri Ketsbaias georgiske landshold, hvor han senest kom på måltavlen i en testkamp mod Saudi-Arabien i maj 2014. Sidste år startede han inde for Georgiens landshold i testkampen mod Danmark i Aalborg, hvor det danske landshold vandt 2-1.

Tirsdag var det fremme, at Vladimir Dvalishvili formentlig vil underskrive en 2-årig kontrakt med OB, og hvis alt går som det skal, er han i spil til klubbens kamp mod Randers FC på søndag, hvor også angriberne Thomas Mikkelsen og Darko Bodul byder sig til.