Randers-debutant: Vil spille alle kampe
Foto: Anita Graversen/Polfoto
Superliga

Randers-debutant: Vil spille alle kampe

Joel Allansson er tilfreds med sin egen debut i Randers, men vil hurtigt glemme slutresultatet.

Det blev ikke en drømmedebut for svenske Joel Allansson i Randers FC. 

Han var med fra start i sin første kamp for sin nye klub, da Randers FC søndag tabte 1-2 til Silkeborg, men selvom det blev til et nederlag, er han glad for at have fået sin første kamp i Randers-trøjen.

- Jeg synes selv, at jeg gjorde det godt i de første 30 minutter, hvor hele holdet spillede godt. I resten af kampen gik det egentlig ganske ok personligt. Det var et dårligt resultat, men det var godt for mig at komme rigtig i gang med min karriere i Randers. Men nu skal jeg bare glemme den her kamp og komme videre til den næste, siger Joel Allansson til Randers Amtsavis. 

Svenskeren fik chancen fra start i karantæneramte Christian Kellers fravær, og han håber på mere spilletid i de kommende kampe.

- Mit mål er selvfølgelig at spille alle kampe. Det er det, som jeg er kommet for. Men det er altid op til Colin. Jeg vil spille så meget som muligt, men jeg er klar over, at det godt kan blive svært med så mange gode spillere, siger Allansson. 

Joel Allanssons næste mulighed for spilletid er i torsdagens pokalkamp mod FC København. Søndag spiller kronjyderne mod AaB på udebane.