OB havde chancerne, men tabte 1-0 til Alan Kuhns Malmø
Foto: tipsbladet.dk
Superliga

OB havde chancerne, men tabte 1-0 til Alan Kuhns Malmø

OB havde et væld af chancer på Swedbank Arena, men måtte alligevel se sig besejret med 1-0 i det svenske her til eftermiddag.

OB gæstede her til eftermiddag Malmø på Swedbank Arena. Malmø, der som bekendt har Allan Kuhn som træner. 

I begyndelsen var det hjemmeholdet, som stod for det meste, men i takt med, at halvlegen skred frem, kom odenseanerne tættere og tættere på en scoring. En gammel Superliga-kending i skikkelse af Johan Wiland diskede imidlertid op med en hel del fine redninger.

I anden halvlegs indledende fase kom AK på skudhold og kanonerede den lille runde på undersiden af overliggeren. Bolden var imidlertid ikke over målstregen. Fortsat 0-0 på den anden side af Øresund. Kort efter var selvsamme AK på spil igen, men denne gang reddede den indskiftede keeper Fredrik Andersson. 

Men de mange chancer til gæsterne skulle i sidste ende vise sig at være ligegyldige. For med 13 minutter igen af opgøret fik Kjartansson scoret efter en flot omstilling. Syv minutter senere kom Lucas Jensen til en afslutning, der nok engang ramte undersiden af overliggeren og ikke gik over stregen.

Kampen sluttede med Malmø som vinder til trods for chanceorgie fra odenseanernes side. Man må håbe for mandskabet fra Fyn, at samme ineffektivitet ikke finder sted i Superligaen. 

OB åbner sæsonen om 16 dage mod Silkeborg på TRE For Park.