Dansker spår Ronnie Schwartz belgisk succes
Benelux

Dansker spår Ronnie Schwartz belgisk succes

Alexander Scholz tror, at landsmanden Ronnie Schwartz nok skal få vind i sejlene i belgisk fodbold.

Ronnie Schwartz skiftede i sidste uge til den belgiske klub Waasland-Beveren, der er næstsidst i Jupiler League og dermed har hårdt brug for en spiller med mål i støvlerne. Den tidligere Randers- Brøndby- og Esbjerg-spiller debuterede i weekenden for sin nye klub, men han måtte gå målløs fra banen, da Waasland-Beveren indkasserede endnu et nederlag.

Hvis man spørger Ronnie Schwartz' landsmand Alexander Scholz, der til dagligt spiller i Standard Liege og dermed har et solidt kendskab til belgisk fodbold, skal ”plaffeministeren” nok blive et hit i Waasland-Beveren.

- Jeg har aldrig selv spillet imod ham, men jeg ved, at han er en rigtig målscorer. Han er fysisk stærk og har en aggressiv spillestil. Jeg tror, den belgiske liga passer ham rigtig godt. Det er godt gået af Waasland-Beveren at få fingrene i ham, for han har utvivlsomt haft andre muligheder, siger Scholz til Het Laatste Nieuws.

26-årige Ronnie Schwartz har underskrevet en to-årig aftale med klubben.