Esbjerg-angriber: Nu skal vi skabe flere chancer
Foto: Christer Holte/Polfoto
Superliga

Esbjerg-angriber: Nu skal vi skabe flere chancer

Esbjerg fB begynder at få styr på det defensive arbejde, og derfor skifter fokus en smule til det offensive, hvor angriber Kevin Mensah mener, at klubben skal skal flere chancer.

Aktuelt ser det ikke for godt ud for Esbjerg fB, der frister en tilværelse i bunden af Alka Superligaen, hvor klubben er næstsidst med fem point for otte kampe, men der har været bedring at spore under træner Colin Todd den seneste måneds tid.

Godt nok blev det til et nederlag på 0-3 ude mod FC Midtjylland i fredags, men de to foregående kampe kastede fire point af sig, og defensiven begynder at stå bedre og bedre, efter Todd med sin klare tilgang til spillet har fået tid til at arbejde med spillerne.

Nu er det så angrebet, der er fokus på, og her skal der laves flere mål - blandt andet fra Kevin Mensah, der i denne sæson har spillet alle otte kampe fra start.

- Vi er nået til det punkt, der hedder, at vi skal lave flere mål, og for at score mål, skal vi skabe flere chancer. Vi har ikke helt skabt nok chancer. Egentlig er jeg ikke så bekymret for det, og for os angribere handler det alligevel udelukkende om at udnytte de chancer, vi får - der er jo ingen garanti for, at vi kommer til at få mange flere chancer i en kamp, siger Kevin Mensah fra Esbjerg fB til tipsbladet.dk.

Mensah, der har været plaget af skader de sidste par år, har åbnet sæsonen med at starte inde i alle otte Superliga-kampe, hvor Colin Todd udelukkende har benyttet Mensah i angribet. Han har tidligere spillet på kanten for både Esbjerg og Viborg, og livet som wing sidder også stadig i den 25-årige Kevin Mensah.

- Jeg er ikke en naturlig angriber. Godt nok har jeg altid scoret mål, men jeg er nok ikke lige den, der står inde i feltet. Jeg er nok mere den, der står lidt i siderne og laver ravage. Så jeg skal også udvikle mit spil og komme ind, hvor chancerne er, siger Kevin Mensah.

Næste opgave for holdet hedder Randers FC hjemme på Blue Water Arena fredag aften, og her kommer EfB til at stå over for Colin Todds tidligere mandskab, ligesom holdet kommer til at stå over for et Randers-hold, der blot har lukket fem mål ind i otte kampe - altså et hold, der er svært at score mod.

- Randers er gode defensivt - de har en god organisation. Så det kan godt komme til at handle om at fange dem ude af balance. Min rolle kan meget vel blive at skabe noget ravage i overtalssituationer. Og så skal vi sørge for at være lidt afventende, få dem afvist og skabe overtal, siger han.

Kevin Mensah har indtil videre scoret et mål i denne sæson i Superligaen. Det var hjemme mod AGF i et opgør, der sluttede 2-2.