AaB-angriber: Skal blive mere koldblodig og score på mine mange brændte chancer
Allan Høgsholm / Getty Images
Superliga

AaB-angriber: Skal blive mere koldblodig og score på mine mange brændte chancer

AaB mangler en målscorer, og 20-årige Jannik Pohl håber, at han kan få slutprodukt på de mange chancer, som han har brændt

- Jeg må helt klart være en af dem, der tager ansvar og siger, at den her må jeg tage på min kappe. Den ene afslutning bliver rettet af tæt på stregen, så der gør jeg, hvad jeg kan, men jeg må bare sige, at jeg skal score et mål eller to her, og det er selvfølgelig ikke godt nok.

Nej, Jannik Pohl holdt ikke på ordene, da Nordjyske fangede ham, efter AaB tabte 2-0 hos FC Midtjylland i sidste runde. Og den 20-årige angriber kan da også ligne manden, AaB skal have flere af sine mål fra. Thomas Enevoldsen er således skadet, Christian Bassogog og Edison Flores har vist højt niveau i glimt, mens målene og bundniveauet halter, og Pohl, der var ude med kyssesyge i sæsonens første mange runder, erkender, at det lige nu ligger til ham.

- Jeg sluttede sidste sæson af med at score, og det skulle gerne være nu, at jeg begynder at få nogle mål i støvlerne. Jeg ville gerne have fortsat den form, som jeg sluttede med sidste år, og lige nu ser det ud til, at det er min tur til at spille.

- Sidste år var det svært at få spilletid, fordi Lukas (Spalvis, red.) og Enevoldsen spillede, som de gjorde, men jeg synes, at jeg har leveret i mange af de kampe, som jeg har spillet. Jeg kommer frem til mange chancer. Det er bare målene, som jeg skal have lagt på mit spil, siger angriberen til tipsbladet.dk.

Imod FC Midtjylland brændte han flere åbne chancer, og Pohl slår altså fast, at det netop er foran målet og i sine afslutninger, at han skal løfte sit spil.

- Mit store arbejdsområde har altid været at blive mere koldblodig, når jeg kommer frem til chancerne, for det gør jeg mange gange i løbet af en kamp. Jeg kan huske, at ”Figo” (Jacob Larsen, AaB’s tidligere talentchef, red.) engang sagde, at jeg var den angriber, som han havde set, der kom frem til allerflest afslutninger, men som også brænder allerflest chancer. Jeg har flere kampe, hvor jeg har brændt fem store chancer, og det er de kampe, som jeg skal have udryddet.

Rasmus Würtz har kunnet følge med, mens Pohl har taget skridtet fra ungdomsafdelingen til førsteholdet, og AaB-anføreren er ikke overrasket over, Pohl fx påtog sig en stor del af skylden for 2-0-nederlag i sidste runde. Würtz mener, Pohl er meget selvkritisk og kan blive et stort aktiv for nordjyderne.

- Han arbejder stenhårdt, og forsvarsspillerne slipper aldrig helt af med ham, fordi han er så aggressiv i sine løb. Han skal stadigvæk blive bedre med ryggen til mål, men han er farlig og kommer frem til chancerne. Han er meget selvkritisk, og jeg tror, at det er et spørgsmål om tid, før han får hul på bylden, siger anføreren.

Både Würtz og Pohl er formentlig med fra start, når FC Nordsjælland i morgen kommer på besøg hos nordjyderne, der har tabt sine seneste tre kampe.