Video : Tipsbladet
Superliga

Nørgaard om forlængelse: Mange interessante alternativer

Brøndby og Christian Nørgaard er blevet enige om en kontraktforlængelse, så midtbanespillerens næste tre og et halvt år er i klubben.

Det første kort i Brøndbys kontrakt-kabale er i dag gået op.

Klubben har forlænget kontrakten med den centrale midtbanespiller Christian Nørgaard, som har fået en kontrakt frem til sommeren 2020.

Nørgaard, der har ligget som kontrollerende og boldsikker sekser i Alexander Zornigers smalle diamant på midtbanen, er glad for forlængelsen.

- Det har taget sin tid, fordi der var rigtig mange ting, der skulle forhandles igennem for begge parters side. Jeg synes, at vi har fundet frem til rigtig fin kontrakt for begge parter. Jeg ved i hvert fald, at jeg selv tilfreds og håber selvfølgelig, at Brøndby er tilfredse. Det har været en rimelig stressfuld tid med ikke så lang tid tilbage af kontrakten, og der var en masse andre interessante alternativer også, men i sidste ende var det også det, jeg gav udtryk for i starten, og i sidste ende har jeg ikke været i tvivl om, at det var Brøndby, jeg gerne ville skrive under med. Jeg synes, at projektet og det vi har gang, i er spændende. Det vil jeg gerne gøre færdigt, siger Christian Nørgaard om forlængelsen til Brøndbys app Brøndby Indefra.

Også sportsdirektør Troels Bech er glad for, at de to parter er nået til enighed, så samarbejdet kan fortsætte.

- For det første er det noget med at få afstemt forventninger. Vores forventninger til Christian er, som han har gjort over den senere periode, at han kan løfte sit eget spil og faktisk også kan være et støttepunkt for de unge omkring. Christian er en moden spiller til trods for hans alder, han har prøvet lidt af hver, og virker også som en spiller, der glædes ved at tage noget ansvar og dele ud. Det er rigtig vigtigt for holdet. Og så har han også nogle forventninger til os, siger Troels Bech med henblik på, at der skal ses fremgang på banen og i klubbens setup.

Christian Nørgaard kom til Brøndby efter et mindre succesfuldt opgør i tyske HSV. Før det var han i Lyngby.

I denne sæson er det blevet til 21 kampe i Superligaen for Nørgaard, hvor alle har været fra start. Det er blevet til et enkelt mål og en enkelt assist i disse kampe.

De resterende kort i Brøndbys kontrakt-kabale tæller Andrew Hjulsager, Lebogang Phiri, Frederik Holst, Thomas Kahlenberg og Rudolph Austin, mens Jan Kliment og Hany Mukhtar begge har lejeaftaler, der udløber til sommer.