Video : Tipsbladet
Superliga

Viceanfører forlader AC Horsens: Vil tage et skridt op

AC Horsens har mistet en række spillere hen over ferien, og den liste tæller nu også viceanfører Frederik Møller. Også Elfar Helgason ligner en færdig mand i gult.

Listen med spillere, der forlader AC Horsens, når deres kontrakter udløber ved udgangen af måneden, bliver længere og længere. I forvejen talte den folk som Conor O'Brien, Jonas Gemmer, Kim Aabech, Nicklas Dannevang og Steve Clark. Nu kan Frederik Møller tilføjes den liste.

Forsvarsspilleren, der har fungeret som viceanfører sammen med Kjartan Finnbogason, vil til en større klub. Han kom til Horsens fra FC Midtjylland for to år siden, og nu mener han altså, at tiden er moden til at skifte igen.

- Jeg arbejder på at finde en ny klub, og der er gode muligheder. Jeg tog til Horsens i 1. division for at få spilletid. Det har jeg fået, og jeg er glad for, at klubben troede på mig. Jeg kom fra FC Midtjylland, så dengang var det flere skridt ned ad stigen, og så er det naturligt, at jeg gerne vil træde et skridt op igen, siger Frederik Møller til Horsens Folkeblad.

Foruden de nævnte spillere, som forlader Horsens, har også Mikkel Jespersen og Elfar Helgason kontraktudløb på lørdag. Manager Bo Henriksen oplyser til avisen, at man stadig forhandler med Jespersen, men det ikke ligger i kortene, at klubben laver en ny aftale med Helgason.

Mens en hobe af spillere forlader AC Horsens, får Bo Henriksen trods alt også folk inden den anden vej. Hidtil er forsvarsspilleren Alexander Ludwig fra HB Køge og Jonas Thorsen fra Viborg FF bekræftet som sommerens tilgange.

Sidstnænvte har spillet mest back og lidt i midterforsvaret i sin forhenværende klub, men Bo Henriksen har tidligere givet udtryk for, at han vil bruge Thorsen på midtbanen.