Video : Tipsbladet
Superliga

Horsens: Vi splittede dem ad

AC Horsens vandt i går over AGF til stor tilfredshed for træner Bo Henriksen.

I går åbnede Superligaen, da AC Horsens gæstede AGF, og der skulle ikke gå mange minutter, før de første mål var scoret. Efter bare 21 minutter var udeholdet foran med to, og det viste sig at være nok.

Kampen endte nemlig 2-1 til AC Horsens, som dermed sikrede sig tre point, men det kunne have været blevet en større sejr.

- I den periode splittede vi dem ad, og vi havde muligheder til en større føring end 2-0. De rystede jo i bukserne hver eneste gang, vi fik et indkast, frispark eller hjørnespark, siger Bo Henriksen ifølge Horsens Folkeblad.

De to hurtige mål gjorde dog, at AC Horsens-tropperne ikke fastholdt aggressiviteten.

- Det fortsatte i anden halvleg, men AGF blev aldrig rigtig farlig. Vi kom under beskydning, men de skabte ingen store åbne chancer. De kom til en masse indlæg, men dem havde vi ikke de store problemer med, forklarer træneren.

Bo Henriksen fik desuden en fibersprængning i forbindelse med en jubel. Sådan en skade fik han også, da AC Horsens blev oppe i Superligaen i sidste sæson.