Lukas Lerager på Rundens Hold med Neymar i Frankrig
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Ligue 1

Lukas Lerager på Rundens Hold med Neymar i Frankrig

Den danske midtbanespiller Lukas Lerager er på Rundens Hold i den store, franske avis L'Equipe.

Den 29. maj 2016 spillede Lukas Lerager sin sidste kamp for Viborg FF, da han fik 90 minutter i 1-0-sejren over Hobro IK. Lerager, der huserede på den centrale midtbane sammen med George Fochive, kunne se Sebastian Andersen blive matchvinder, da han tordnede den ind bag Jesper Rask i gæsternes mål, mens forsvarerne Rune Hastrup og Babajide Ogunbiyi kunne se prisgivet til.

Med al respekt for de nævnte spillere er det meget bemærkelsesværdigt, hvis man nu sammenligner med, hvem Lukas Lerager er i selskab med her 15 måneder senere.

Tidligere på sommeren skiftede danskeren fra Zulte Waregem til Bordeaux, og i weekenden scorede han sit første mål for den franske storklub i 3-3-braget mod Lyon. Her stod Lukas Lerager blandt andre over for Memphis Depay. 

I kølvandet på sit første mål for Bordeaux kan Lukas Lerager også føje endnu en stor merit til sit CV. Den store, franske avis, L'Equipe, har nemlig den danske midtbanespiller med på Rundens Hold. Her er Lerager flankeret af stjerner som Nabil Fekir og Neymar - og såmænd også den tidligere Randers-keeper, Karl-Johan Johnsson, der tørner ud for Guingamp.

Lukas Lerager forventes at være en del af den danske landsholdstrup, som Åge Hareide udtager senere mandag.