AGF slog Superliga-duksene
Foto: Getty Images
Superliga

AGF slog Superliga-duksene

AGF fik med hiv og sving i slutfasen hentet en 2-1-sejr over FC Nordsjælland

FC Nordsjælland blev mandag aften ramt af sæsonens andet nederlag i ligaen, da AGF var forbi i Farum. Her blev det til en sejr på 2-1 for aarhusianerne, der nu samtidig ser ud til at kunne koble det offensive sammen med det defensiven.

Kampens mål faldt først i anden halvleg, men allerede i første halvleg var der optræk til, at AGF nok skulle komme på måltavlen, men den sidste kynisme og coolness manglede lige. Den kom til gengæld i anden halvleg.

Først var det Tobias Sana, der spillede Martin Spelmann helt fri med en smart og elegant detalje, hvor han lod bolden gå mellem sine ben, hvorefter han gav bolden et puf med hælen - og så kunne Spelmann hamre bolden ind, som han plejer.

Men når man siger hammer, så må man også sige Jakob Ankersen i denne kamp. Midt i anden halvleg faldt et hjørnespark ud til ham, hvorefter han resolut sendte bolden helt perfekt mod mål - og den kunne målmand Runarsson altså ikke gøre det store ved. 

Herefter lignede det længe en stensikker AGF-sejr, men med ni minutter tilbage af den ordinære spilletid bragte Emiliano Marcondes spænding ind i kampen igen med et veludført frisparksmål. Dog i en situation, hvor AGF-muren ikke hoppede en eneste centimeter, hvilket også gjorde udførslen af frisparket en smule nemmere.

I kampens slutning lagde FCN masser af tryk på, og en spiller som Aaquist havde flere forsøg, men ingen var særligt heldigt udført. 

Med sejren rykker AGF op på syvendepladsen, mens FCN forbliver på førstepladsen med to point ned til Hobro og tre ned til FC Midtjylland