Markante forskelle: Her er stillingen i Superligaen ifølge
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Markante forskelle: Her er stillingen i Superligaen ifølge "Table of Justice"

Hvordan ville stillingen i Superligaen se ud ved vinterpausen ifølge "Table of Justice", der er baseret på statistik og data? Få svaret her.

I starten af april så et nyt udtryk dagens lys i dansk fodbold. Her introducerede FCM-formand Rasmus Ankersen begrebet "Table of Justice" i et interview med Jyllands-Posten. Table of Justice er et redskab, man benytter i FC Midtjylland, og som blandt andet kvantificerer antallet af chancer, som man skaber, og kvaliteten af dem.

Med en sådan tilgang til kampene vil tabellen ofte se noget anderledes ud end den virkelige. 

I løbet af efteråret har to fodboldnørder i 20'erne forsøgt sig med deres egen Table of Justice, som bygger på mange af de samme principper som FC Midtjyllands. Niklas Nürnberg og Frederik Nürnberg står bag Tap in Fodbold, som blandt andet har en profil på Twitter, hvor de dækker Superligaen i form af data og analyser.

Table of Justice fra Tap in Fodbold baserer sig primært på Expected Goals eller 'forventede mål'. Det er et udtryk for, hvor mange mål holdet forventes at score ud fra de afslutninger, det har haft, samt størrelsen af målchancerne. Tallet udregnes ud fra en historisk database på tusindvis af mål og afslutninger.

Ifølge Tap in Fodbolds Table of Justice er det blandt andet værd at bemærke, at Brøndby IF og FC Midtjylland i retfærdighedens navn burde have været helt lige ved vinterpausen, men at der ellers ikke er den store forskel på virkelighedens topstrid. Det skulle lige være, at Brøndby, FCM og FC Nordsjælland har scoret en del flere point, end de burde vurderet ud fra data.

Det mest interessante i bunden af tabellen er, at OB har præsteret noget dårligere, end den virkelige stilling viser, mens Randers FC slet ikke har været så ringe endda. Ifølge Table of Justice burde kronjyderne have haft hele ni point flere end de 14, det er blevet til, og det ville have rakt til en plads som nummer 11.

Hvad der især også springer i øjnene er FC Nordsjællands imponerende skarphed foran mål i efteråret. FC Nordsjælland scorede 51 mål i 19 kampe, men Table og Justice viser, at Farum-klubben ud fra antallet af chancer og størrelsen på disse chancer ikke burde have scoret over 40. Samtidig har Randers FC skabt store chancer nok til at score næsten 10 mål mere end de 17, det er blevet til.

Her er Table of Justice i Superligaen efter 19 spillerunder ifølge Tap in Fodbold:

Ordforklaring:

xG for= Antal forventede scorede mål
xG imod= Antal forventede indkasserede mål
xG+/-= Forventet plus/minus målscore
xPoints= Antal forventede point i efteråret
Point= Antal point i den virkelige stilling
Point +/- xP= Antal point det pågældende hold har flere/færre i forhold til den virkelige stilling







xG for xG imod xG +/- xPoints Point Point +/- xP
Brøndby IF 42,59 22,02 20,57 39,13 43 3,87
FC Midtjylland 42,02 22,44 19,58 39,03 44 4,97
FC Nordsjælland 39,44 30,18 9,26 32,25 39 6,75
FC København 34,86 30,17 4,69 27,07 26 -1,07
Hobro IK 26,23 26,73 -0,50 25,94 27 1,06
AaB 22,18 22,71 -0,53 25,42 26 0,58
SønderjyskE 26,42 29,20 -2,78 25,11 21 -4,11
AC Horsens 28,68 31,99 -3,31 24,54 27 2,46
Silkeborg IF 30,17 34,61 -4,44 23,45 20 -3,45
AGF 26,62 33,23 -6,61 23,38 19 -4,38
Randers FC 26,20 30,27 -4,07 23,25 14 -9,25
Lyngby BK 27,59 34,42 -6,83 22,41 18 -4,41
OB 24,08 33,53 -9,45 21,85 25 3,15
FC Helsingør 20,29 35,87 -15,58 16,81 16 -0,81

Her er den virkelige stilling i Superligaen:

Niklas og Frederik Nürnberg understreger, at Tap in Fodbold er et nebengesjæft, som de laver på hyggebasis. De fastslår samtidig, at deres Table of Justice næppe tåler direkte sammenligning med FC Midtjyllands af samme navn, selv om ideerne bag er meget ens.

- Måden, vi regner os frem til den her stilling og tabel, er først og fremmest ved brug af Expected Goals. Expected Goals er en kvantificering af afslutninger, der gør, at vi mere specifikt kan måle, hvad de forskellige hold får spillet sig frem til af chancer. Eksempelvis kender mange jo nok det, at man for at genkalde sig et kampforløb for eksempel går ind og kigger på afslutningsstatistik som skud og skud på mål. Det fortæller jo noget om volumen, men har det helt store problem, at alle skud vurderes ens, ligemeget om det er en afslutning fra 30 meter eller en afslutning i det lille felt, forklarer Frederik og Niklas Nürnberg til tipsbladet.dk og tilføjer:

- For at få et mere præcist billede kan man bruge Expected Goals, som forskellige folk og firmaer har modeller til - modeller, som alle sammen er bygget op omkring en analyse af en masse afslutninger, og ved at tilføje de afslutninger en række variable, såsom position, vinkel, afslutningstype, assisttype og så videre, kan man via det historiske grundlag komme frem til nogle gennemsnitsværdier for, hvad en afslutning fra en given position med de givne omstændigheder har af chance for at gå i mål.

- Den analyse laver vi på samtlige afslutninger i Superligaen, og ved at gøre det kamp for kamp regner vi os frem til nogle sandsynligheder for, hvor mange mål de to hold vil score med de afslutninger, de har skabt i en given kamp, og dermed udregne sandsynlighederne for en hjemmesejr, uafgjort og udesejr. Med de sandsynligheder kan vi omregne det til nogle pointværdier, som er det antal point, den her analyse fortæller os, at et hold vil få over tid, i en kamp med den givne chancefordeling, det vi kalder Expected Points. Det vil give nogle skæve pointværdier, såsom f.eks. 1,20 point til det ene hold og 1,41 point til det andet hold, som er det gennemsnitlige antal point, modellen fortæller os, de vil få, og de point bogfører vi så i vores tabel og laver stillingen ud fra.

- Det skal altså ses som en tabel, hvor vi så vidt som muligt forsøger at regne os frem til, hvad de forskellige hold reelt har spillet sig til af point i forhold til de chancer, de har skabt og fået imod sig, og at tabellen derved udviskes for held og tilfældigheder. Den klassiske påstand i fodboldverdenen er jo, at "tabellen aldrig lyver". Det er vi grundlæggende uenige i, og det er på baggrund af det udsagn, at Expected Goals også i sin tid blev skabt. Fodbold er i høj grad et tilfældigt spil, fordi der scores så få mål. Derfor må man også tage højde for, at hold kan være heldige og uheldige gennem længere perioder, hvilket kan få nogle indvirkninger på deres resultater, som ikke nødvendigvis står mål med det, man rent faktisk har præsteret.

- Derfor kan vi bruge den her tabel til at se nogle tendenser, såsom at vores analyser tidligt på sæsonen viste, at FCK præsterede langt under nogle af de andre tophold, eller at Randers FC under Olafur Kristjansson præsterede klart bedre, end deres resultater gav udtryk for, og at det nok i høj grad var manglende held og skarphed i felterne, der gjorde, at resultaterne ikke var gode for kronjyderne.

Du kan følge Tap in Fodbold på Twitter - klik her


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.