Optakt: Argentina - Island
Foto: Getty Images
VM

Optakt: Argentina - Island

Island med de 335.000 indbyggere VM-debuterer mod Argentina med de 44 millioner indbyggere - og Lionel Messi som bannerfører på banen.

Kampfakta:
Kampstart: Lørdag klokken 15.00
Spillested: Spartak Stadium
Dommer: Szymon Marciniak, Polen
Pulje: Gruppe D
På TV: DR1
Hashtag: #argisl #vmdk

Holdnyt:
Argentina: 
Der er altid forventninger til Argentina ved et VM, og når man kan skrive Lionel Messi på holdkortet, er der også store forventninger. Om man i virkeligheden kan tillade sig at forvente meget af argentinerne er det store spørgsmål.

Det var nemlig tæt på, at landet slet ikke kvalificerede sig til slutrunden i Rusland. VM-billetterne kom først i hus i sidste spillerunde af den sydamerikanske kvalifikation, hvor Lionel Messi steppede op med et hattrick ude mod Ecuador. Er Argentina reelt så gode, som man automatisk forbinder dem med at være?

Når man ser på det argentinske hold, er det på mange måder delt i to. Offensiven med stjerner som Sergio Aguero, Lionel Messi, Paulo Dybala og Gonzalo Higuain fås muligvis ikke bedre ved hele slutrunden, men defensive folk som Nicolas Tagliafico, Marcus Acuna og Eduadro Salvo klinger ikke på samme måde. Det skal blive spændende at følge symmetrien i holdet.

Det har været op og ned for Argentina i venskabskampene op mod VM. Hattricket af Lionel Messi og 4-0-sejren over Haiti i generalprøven var godkendt, men det er kun tre måneder siden, at holdet fik tæsk med 1-6 af Spanien.

Argentina har kort før VM måttet vinke farvel til West Ham-spilleren Manuel Lanzini, der pådrog sig en alvorlig skade i landsholdslejren. Landstræner Jorge Sampaoli erstattede ham med rutinerede Enzo Perez.

Island:
Der bor 335.000 mennesker på Island, og 23 af dem skal repræsentere vulkanøen ved landets første VM-slutrunde. Det er næsten overflødigt at nævne, at Island er den mindste nation, der nogensinde har deltaget ved et VM.

Islændingene var også med ved EM for to år siden, og her erobrede de blåblusede mange fodboldhjerter inde på banen, mens tilskuernes "HUH" blev kult udenfor kridtstregerne. 

Island driblede til VM med en førsteplads i gruppe I foran Kroatien, som holdet igen står over for i kamp tre ved slutrunden, og det giver sig selv, at det er kollektivet, der bærer sagaøen frem til så mange næsten uhørte triumfer. Truppen består af spillere fra blandt andre FC Roskilde, Valur, SV Sandhausen og Levski Sofia, mens den største profil er Gylfi Sigurdsson fra Everton. 

Island har ikke vundet en eneste venskabskamp siden VM-kvalifikationen og lider blandt andet under, at Aron Gunnarsson døjer med en skade og er tvivlsom til åbningskampen. 

Karantæner:
Argentina: Ingen
Island: Ingen

Bud på startopstillinger:
Argentina (4-2-3-1): Caballero - Mercado, Otamendi, Fazio, Tagliafico - Biglia, Banega - Lo Celso, Messi, Di Maria - Higuain

Island (4-1-4-1): Halldorsson - Saevarsson, Sigurdsson, Arnason, Magnusson - Gudmundsson, Gunnarson, Hallfredsson, Bjarnason - Sigurdsson - Finnbogason

Profilen:
Da Kari Arnason løb rundt i AGF og senere blev udlejet til Esbjerg, var der nok ikke mange, der forestillede sig, at han skulle opleve slutrunder, men nu er han for anden slutrunde i træk hjertet i den islandske defensiv sammen med den tidligere FCK'er Ragnar Sigurdsson. 35-årige Arnason spillede også Champions League med Malmö FF, men nu er han vendt hjem til Vikingur, så VM bliver med sikkerhed den sidste milepæl i karrieren. I Kari Arnason kan man tale om en spiller, der har fået det maksimale ud af talentet.

Vidste du, at..:
Det islandske mål vogtes formentlig af Hannes Halldorsson, der først blev professionel i en meget sen alder. Da Randers-keeperen var semiprofessionel hjemme på Island, arbejdede han som filminstruktør ved siden af, og han har produceret musikvideoer til flere store hits på Island - blandt andet i forbindelse med Melodi Grand Prix.

Dom:
Argentina mod Island må siges at være opgøet, hvor nogle forrygende individualister møder et suverænt kollektiv. Og det i sig selv er altid et spændende matchup. Logikken siger argentinsk sejr, men Island skal nok få chancer i kampen - nok især på dødbolde - og så handler det om at kende besøgelsestiden. 

Vi vil ikke udelukke en overraskelse, men buddet bliver alligevel 2-1 til Argentina.

Seneste indbyrdes kampe, form og tabel: