Video : Tipsbladet
Superliga

Troels Bech har sagt op: Stopper ved årsskiftet i Brøndby

Sportsdirektør i Brøndby Troels Bech har opsagt sin stilling i Brøndby IF.

Troels Bech, sportsdirektør i Brøndby IF, har opsagt sin stilling, skriver Brøndby IF i en selskabsmeddelelse.

Han stopper ved årets udgang.

Den tidligere Superliga-træner har siddet i jobbet som sportsdirektør i Brøndby siden 2015, hvor han erstattede Per Rud. Han når dermed tre og et halvt år i spidsen som sportsdirektør i Brøndby, når han stopper ved årets udgang.

- Vi er kede af, at Troels har valgt at stoppe i Brøndby IF. Vi har været meget tilfredse med hans arbejde, og de resultater han har skabt i samarbejde med Alexander Zorniger, der taler for sig selv. Derfor ville vi også have foretrukket, at Troels fortsatte i Brøndby IF, men når man kender Troels, så ved man også, at når han har besluttet sig for at stoppe, så er det sådan, som det desværre må være, siger Jan Bech Andersen til klubbens hjemmeside og forklarer:

- Jeg vil gerne benytte lejligheden til personligt og på vegne af den samlede bestyrelse at udtrykke vores store taknemmelighed og respekt for Troels’ indsats og bidrag til at føre Brøndby IF tilbage til den absolutte top af dansk fodbold. Vi ønsker ham alt mulig held og lykke med, hvad han i fremtiden beslutter at bruge sit store og brede talent på.

I perioden med Troels Bech i en direktørrolle hra Brøndby flyttet sig fra subtoppen til den absolutte top, og det kulminerede, da klubben i maj 2018 vandt den første pokal i 10 år, da det blev til en sejr på 3-1 over Silkeborg i pokalfinalen.