Video : Tipsbladet
Premier League

Hart om England: Jeg ville være klar i morgen

Joe Hart blev valgt fra Englands VM-trup, og selvom det var hårdt, ville han ikke tøve med at være klar til at spille for sit land.

Det var uden den tidligere førstemålmand Joe Hart, at England imponerede ved VM-slutrunden i sommer. I stedet for at have ondt af sig selv arbejder målmanden hårdt på en ny chance.

- Hvis jeg blev spurgt om at spille for England i morgen, ville jeg være klar. Jeg kunne have haft en lang sommer, hvor jeg havde ondt af mig selv, men jeg elsker det for meget, jeg elsker udfordringer, siger Hart til Sky Sports.

Den 31-årige målmand roser samtidig de spillere, som repræsenterede England ved slutrunden, og han udtaler, at han vil være England-fan uanset hvad.

Lige nu fokuserer den tidligere Manchester City-målmand på at gøre det så godt som muligt i Burnley, hvor han har vogtet buret i de første fire Premier League-kampe.

Joe Hart kom til Burnley på en permanent aftale denne sommer.