Video : Tipsbladet
Superliga

AaB-træner har respekt for OB

Jacob Friis anerkender OB’s gode periode, men håber på at kunne sætte en kæp i hjulet.

Det var AaB, som startede sæsonen enormt stærkt, mens OB var i kæmpe krise. De sidste måneder har historien været lige præcis omvendt.

AaB har gennemgået et trænerskifte, mens OB har sejret i fire af de seneste fem kampe. Den statistik gør også, at Jacob Friis har stor respekt for morgendagens modstander. Han hæfter sig dog ved, at AaB skal udnytte den potente offensiv.

- Set over de seneste par måneder møder vi et særdeles formstærkt OB-hold, og den del har vi selvfølgelig respekt for. Vores fokus er dog på vores egen præstation, og her har vi i ugen fortsat arbejdet med at blive mere angrebsivrige, hvilket allerede har udmøntet sig i mange skabte chancer og seks scoringer i vores to seneste kampe.

- Samtidig arbejder vi med, at vi med fremadrettet forsvarsspil også gerne vil tage initiativet, når vi ikke er på bolden, så vi blandt andet ikke kommer til at stå så lavt, som vi gjorde med vores ti mand i anden halvleg af kampen i søndags mod AC Horsens. OB har et rigtig fint hold, men omvendt har vi også kvaliteterne, som med en sammenhængende og aggressiv indsats kan skaffe tre point, siger Jacob Friis til klubbens hjemmeside.

AaB må undvære Jakob Ahlmann og Jores Okore, der har karantæne, mens Jakob Blåbjerg, Kristoffer Pallesen, Frederik Børsting, Bardhec Bytyqi og Marco Ramkilde ligeledes alle er ukampdygtige.