Video : Tipsbladet
Superliga

Kenan Kodro på spansk klubs radar

FC København-angriberen Kenan Kodro kan være på vej tilbage til spansk fodbold, hvor han tidligere har spillet.

Det er aldrig blevet til den helt store succes for FC Københavns Kenan Kodro i Superligaen, og allerede efter et halvt år i klubben ser det nu ud til, at den bosniske angriber er på vej væk fra klubben.

Spørgsmålet er nu efterhånden bare, hvilken klub han ender i, og det har den spanske lokalavis La Voz de Asturias et godt bud på. De mener nemlig, at Sporting Gijon har haft Kodro på radaren i et stykke tid.

Her bliver der peget på, at Kodro er en spiller med den helt rette profil for klubben med sine næsten 190 centimeter og fine tekniske evner. Samtidig har han også tidligere vist alsidighed, lyder det fra avisen.

Kodro selv har da også haft gode tider i det spanske, hvor han tidligere både har spillet for Real Sociedads B-hold og Osasuna. Dertil er han også født i Spanien.

Hvis det skulle blive til et skifte til Sporting Gijon, så bliver det også til et skifte til midten af den næstbedste spanske række, hvor klubben svinger meget og har haft store vanskeligheder med at få scoret mål. Derfor leder de efter nyt blod til angrebet.

Foruden Kodro har de også en spiller som Alex Alegria i kikkerten, og det er angiveligt som et alternativ til ham, at Kenan Kodro bliver nævnt som en mulighed, da Alegria ser ud til at være en svær spiller at få fat i.