Video : Tipsbladet
Benelux

Thorup indrømmer: Har et godt øje til Alexander Sørloth

Gent-træner Jess Thorup er sikker på, at Alexander Sørloth ville blive en markant forstærkning i den belgiske klub.

KAA Gent præsenterede mandag den tidligere FCK-spiller Thomas Kaminski som ny mand i klubben, og næste mand i transferkøen kan meget vel være en tidligere FC Midtjylland-profil.

Den belgiske klub har som bekendt Jess Thorup som cheftræner, og han vil forsøge at lokke sin tidligere profil i FC Midtjylland Alexander Sørloth til Gent. Nordmanden blev i januar solgt til Crystal Palace for et kæmpebeløb ud fra en dansk målestok, men han har ikke haft succes i England og står her et år senere blot noteret for en enkelt scoring i EFL Cuppen.

Jess Thorup er sikker på, at Sørloth kan gøre en forskel i Belgien.

- Jeg har kun været her i to-en-halv måned, men for mig er det klart, at man har brug for en masse fart og power i den belgiske liga. Hvis man henter en lille spiller, der er god i mellemrummene, vil vedkommende have brug for at tilpasse sig. Hvis man henter én som Sørloth, bliver det lettere, siger Thorup til Het Laatste Nieuws og tilføjer:

- Han ved, hvad det vil sige at være i udlandet, og han ved, hvad det vil sige at spille mod store, stærke forsvarsspillere. Han kan bringe styrke, hurtighed og forhåbentlig mål. Og det er, hvad vi har brug for nu.

23-årige Alexander Sørloth nåede at spille 26 FC Midtjylland-kampe under Jess Thorup - det blev til 15 scoringer.