Video : Tipsbladet
Landshold

Århusianer scorede for Afghanistan: Fejrede det som Champions League

Arfan Habibi spiller til daglig for Aarhus Fremad i 2. division, men mellem jul og nytår var han med Afghanistans landshold på træningslejr. Han kom endda på måltavlen i en uofficiel kamp, og det betød meget for ham.

Han kom til Danmark som helt lille og voksede op i Århus, fik sin fodboldopdragelse i AGF og fik i slutningen af december uofficiel debut for landsholdet. Bare ikke det danske, men snarere afghanske.

Arfan Habibi var tidligere samme måned med det danske futsal-landshold, og her fik den afghanske landstræner øje på ham. Han kunne lide, hvad han så, så meget, at den 21-årige offensivspiller mellem jul og nytår var med på træningslejr og debuterede med et mål.

Det var et stort øjeblik for den unge mand.

- Da jeg scorede dernede, jublede jeg, som om jeg havde scoret sejrsmålet i Champions League. Først der kunne jeg rigtig mærke, hvilken betydning det faktisk har. Min mor fældede et par tårer selvfølgelig, og min far var sådan: "Det var flot, min søn", fortæller Arfan Habibi til DR.

Han spiller til daglig for Aarhus Fremad i 2. division, men har tidligere optrådt for AGF, Brabrand og Vatanspor, alle sammen klubber i Århus.

Habibi er ikke den eneste dansk-afghaner, der var med Afghanistans landshold i 2018. Også Fremad Amagers Jabar Sharza og Ovays Azizi, der spiller i Kastrup Boldklub, har været med.

I november fortalte tipsbladet.dk historien om Adnan Mohammed, der netop havde debuteret for nabolandet Pakistan. Den artikel kan læses her.