Betaling for Sala tilbageholdt: Cardiff kan blive ramt af transferkarantæne
Foto: Getty Images
Premier League

Betaling for Sala tilbageholdt: Cardiff kan blive ramt af transferkarantæne

Cardiff har endnu ikke betalt en transfersum til Nantes for Emiliano Sala, og hvis det ikke snart sker, kan Premier League-klubben risikere en transferkarantæne.

Emiliano Salas lig er blevet fundet efter flere ugers intens søgen, men sagen om den argentinske angriber ser ikke ud til at kunne blive lukket her.

I øjeblikket er der et mindre tovtrækkeri i gang mellem Nantes og Cardiff. De to klubber blev enige om en pris på 128 millioner kroner for Emiliano Sala i januar, og alle papirer var underskrevet. Officielt var den argentinske angriber Cardiff-spiller.

Indtil videre har den walisiske Premier League-klub dog ikke betalt Nantes, og den franske klub har truet Cardiff med en retssag, hvis ikke den første del af transfersummen bliver overført.

Ifølge the Times kan Premier League-klubben gå en disciplinærsag i møde, hvis pengene ikke bliver sendt til Nantes, og i værste fald kan Cardiff modtage en transferkarantæne.

Cardiff har nu angiveligt 10 dage til at overføre den første tredjedel af det samlede beløb.