Video : Tipsbladet
Superliga

Absalonsen om udfordrende bane: Det bliver en slåskamp

Johan Absalonsen mener, at banen på Sydbank Park vil få stor indflydelse på weekendens opgør mod Esbjerg.

Sønderjyske fik første sejr i forårssæsonen af Superligaen, og første sejr under den nye træner Glen Riddersholm, da de i sidste weekend tog en stensikker 3-0 sejr på hjemmebane over Randers FC. 

På søndag venter top seks-aspiranterne fra Esbjerg, og Johan Absalonsen, der var en af målscorerne i sejren over Randers, mener ikke, at man skal forvente poleret fodbold på Sydbank Park. Til det er banen simpelthen for ringe. 

- Vi kommer til at spille på den samme bane, og den bliver næppe bedre til på søndag – nok nærmere tværtimod. Så det bliver lidt det samme med, at vi skal vinde kampen først, vinde duellerne, og så derefter må vi se, om vi kan spille noget fodbold, hvis der er overskud til det og plads til det på banen. Men når banerne er så ringe, som de er i de her måneder, bliver det først og fremmest en slåskamp, siger Absalonsen til Sønderjyskes hjemmeside. 

Selvom banerne kan være en udfordring på nuværende tidspunkt, så understreger Absalonsen vigtigheden af at få tilkæmpet sig sejre. 

- Mod Randers fik vi den gode erfaring, at det er det, der skal til nu for at få sejrene, og så kan det være, at vi skal frem til maj, før vi kan spille noget mere fodbold. Men lige nu er det krigen, vi skal vinde, og det skal vi også på søndag mod EfB, lige som vi gjorde mod Randers, siger Johan Absalonsen.

Johan Absalonsen og Sønderjyske tager i mod Esbjerg på søndag kl 14.00.