Video : Tipsbladet
La Liga

Barcelona var bagud men snuppede pligtsejr

Med god hjælp fra blandt andre Lionel Messi endte Barcelona med at vinde med 3-1 over Rayo Vallecano lørdag aften.

FC Barcelona er virkelig godt kørende i den hjemlige liga, og lørdag aften tog de deres fjerde sejr i træk i La Liga, da de slog Vallecano med 3-1 hjemme på Camp Nou. 

Det begyndte dog ikke efter planen for den catalanske storklub, da De Tomas overlistede Barca-defensiven inklusiv målmand Marc Andre Ter Stegen og sparkede bolden i kassen fra over 20 meters afstand til 1-0.

Pique var en af de spillere, som havde svært ved at holde De Tomas fra fadet ved målet, men han tog revanche syv minutter før pausen, da den spanske midterforsvarer pandede et indlæg fra Messi i kassen så hårdt som en hest kan sparke, og så var der balance i sagerne.

Efter pausen kom Barcelona i front med 2-1 på et straffespark, som blev fremtvunget af Semedo, der gik i græsset omkring baglinjen indeni feltet. Her tog Messi efterfølgende tilløb ved 11-meterpletten og scorede sikkert.

Dermed var Barcelona på sejrskurs, og i de sidste minutter af kampen lukkede og slukkede Luis Suarez opgøret, da han listede bolden det sidste i kassen efter stærkt forarbejde af blandt andet Ivan Rakitic.

Sejren sender Barcelona syv point foran Atletico Madrid, der er på andenpladsen i den bedste spanske række. Næste opgave for Barcelona er mod Real Betis.