Video : Tipsbladet
Superliga

AGF-profil: Vi må få det bedste ud af en dårlig situation

Casper Højer Nielsen er skuffet over, at AGF ikke kom med i top 6, men han håber, at holdet kan spille med om en plads i Europa League, som det gjorde i sidste sæson.

Det så på forhånd svært ud, og da AGF tabte 3-1 i Aalborg i går, var drømmen om top 6 endegyldigt død for denne sæson. Dermed stod det også klart, at holdet ikke ville kunne nå sin målsætning.

Det er selvfølgelig mere skidt, end det er godt, men Casper Højer Nielsen prøver at se det positive i en dårlig situation. For AGF var gennem det samme i sidste sæson, men da først overlevelsen var sikret, spillede holdet nogle sjove kampe for at komme i Europa League.

Dengang slog AGF først OB og derefter SønderjyskE, inden FC København var for stærk en modstander i sidste playoffkamp.

- Det er selvfølgelig det, vi skal se frem mod nu og skal håbe på, at vi kan være gode nok til at komme dertil. Det var nogle fede kampe, vi havde sidste sæson, men selvfølgelig sidder skuffelsen i os lige nu. Men vi må også bare kigge fremad. Der er ikke så meget, vi kan gøre ved det nu. Vi må få det bedst mulige ud af den situation, vi har sat os i, og det er at komme så langt som muligt og kunne spille de fede kampe, siger Højer Nielsen til AGF TV.

Det er tæt i AGF's pulje i nedrykningsspillet. De hviie ligger på førstepladsen med 31 point, det samme som AC Horsens, mens SønderjyskE har 28. Puljens sidste hold er Vejle Boldklub, som dog har så langt op, at vi afskriver dem i dette følgende opgørelse.

De to øverste hold kommer ud i de sjove playoffkampe, som Casper Højer Nielsen håber på, mens nummer tre skal spille playoff for at undgå nedrykning.