Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: AC Horsens - AGF

To hold, der ikke har vundet meget længe, mødes i et voldsomt vigtigt opgør i Superligaens Pulje 1.

Kampfakta:
Kampstart: Fredag klokken 19.00
Spillested: Casa Arena, Horsens
Slutspil: Gruppespil - pulje 1
Dommer: Michael Johansen
På TV: TV 3 Sport
Hashtag: #achagf #sldk

Holdnyt:
AC Horsens:
Udekampen mod SønderjyskE kastede et point af sig, hvilket AC Horsens kunne være mest tilfredse med i forhold til tabellen, hvor man derfor fortsat har tre point ned til sønderjyderne.

I det tætte race om at undgå at ryge under stregen har AC Horsens dog en markant svaghed i den klart dårligste målscore målt i forhold til både AGF og SønderjyskE, så et nederlag fredag og en SønderjyskE-sejr over Vejle vil sende AC Horsens ned på tredjepladsen i gruppen. 

Omvendt vil en sejr kunne give et kæmpe rygstød og et forspring på mindst tre point til både AGF og SønderjyskE inden de sidste fire runder. 

AC Horsens har dog ikke vundet i de seneste fem kampe, hvoraf fire er tabt, og generelt for sæsonen har resultaterne på eget græs været mangelfulde. Kun to sejre i hele sæsonen er det blevet til på Casa Arena, og fire af de seneste fem hjemmekampe er blevet tabt.

Sivert Heltne Nilsen er sendt i karantæne og er derfor ikke med. Men ellers har Bo Henriksen en mere eller mindre skadesfri trup at vælge fra.

AGF:
AGF reddede et vigtigt point i overtiden hjemme mod Vejle i en kamp, hvor Aarhus-holdet igen viste tegn på nerver og mangel på kynisme. Med det ene point holder man fast i førstepladsen med mindst mulig margin til konkurrenterne, og et nederlag fredag vil øge presset markant frem mod de sidste fire kampe i gruppen.

AGF har ikke vundet en Superliga-kamp i de seneste seks forsøg, og der er ikke langt fra succes til fiasko i det tætte gruppespil. 

Benjamin Hvidt er tilbage efter karantæne - til gengæld må Adama Guira tage en tur i afsoningsboksen på grund af for mange samlede strafpoint. Anfører Niklas Backman er endnu ikke blevet frisk oven på den hovedskade, han har døjet med gennem store dele af foråret. 

Og mon så ikke AGF-keeper Grabara er mere end tændt på at bevise, at brølerne mod Vejle ikke er det, han skal huskes for i denne sæson. 

Karantæne:
AC Horsens: Sivert Heltne Nilsen 
AGF: Adama Guira

Bud på startopstillinger:
AC Horsens (4-4-2): Delac - Frantsen, Andersen, Qvist, Lumb - Nymann, Jacobsen, Hansson, Prip Andreassen - Junker, Drost.  

AGF (4-4-1-1): Grabara - Munksgaard, Tingager, Juelsgård, Højer Nielsen - Lunding, Amini, Stage, Ankersen - Sana - Mortensen

Profilen:
Nicolai Brock-Madsen fik sine første 18 minutter i Horsens-trøjen i 0-0-kampen mod SønderjyskE. Den tidligere Randers-bomber er ved at komme i det rette gear, og han kan blive en irriterende modstander for AGF-defensiven at slås med, når han formentlig igen vil komme på banen fredag aften. 

Vidste du, at..:
AGF ikke har vundet over AC Horsens i de seneste fire forsøg. Horsens har vundet begge sæsonens første to møder i grundspillet, og i sæsonen 2017/18 blev det til endnu en Horsens-sejr samt en pointdeler. 

Dom:
To hold i resultatmæssig krise skal begge gå efter sejren for at skabe afstand til det onde nedryknings-race inden de sidste fire runder. Det kan meget vel blive et slagsmål af de større i forhold til at komme frem til de afgørende scoringer. AGF har lukket mindst to scoringer ind i de senete fem kampe, mens AC Horsens kun har scoret i alt to mål i de seneste fem runder. 

Tændingen vil være der, og nerverne kan komme til at spille ind i naboopgøret, hvor AGF uden tvivl vil få god opbakning fra masser af medrejsende fans. Vi tror på en tæt kamp, hvor begge hold til sidst kommer til gå fra banen med endnu et point hver. 1-1 i Horsens. 

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: