Video : Tipsbladet
Superliga

Stor målmandsfejl gav Brøndby point i Farum

FC Nordsjælland kom tidligt foran, men i overtiden kostede en stor fejl fra Peter Vindahl point for hjemmeholdet.

FC Nordsjælland kom tidligt foran ved topscorer Andreas Skov Olsen, som rundede 20 Superligamål i sæsonen, men det holdt ikke hele vejen, da Mikael Uhre udnyttede et målmandsdrop. Det blev derfor 1-1 i Farum.

Det unge hjemmehold startede som lyn og torden. Brøndby gav bolden op, men hurtigt erobrede nordsjællænderne bolden, og Andreas Skov Olsen blev sendt i dybden. Med et fint træk sendte topscoreren Anthony Jung ud efter pølser og let sparkede han den i mål efter 28 sekunder.

Generelt var det FC Nordsjælland, som i aftenens kamp havde en gennemsnitsalder på omkring 20 år, hvor 23-årige Mads Valentin var alderspræsident. Det resulterede blandt andet med et skud på overliggeren fra Mathias Rasmussen.

Brøndbys største chance i halvlegen tilfaldt topscorer Kamil Wilczek, som opsnappede en ripost fra Hany Mukhtars afslutning, em desværre for polakken lå bolden lidt for langt bag ham.

Kort før pausen havde FC Nordsjælland to store muligheder. Først var det anfører Victor Nelsson, som burde have scoret tæt under mål, og til sidst skulle også Mikkel Damsgaard have scoret.

Kampbilledet ændrede sig en smule efter pausen, hvor det tamme Brøndby-hold fra første halvleg vågnede op. Alligevel var det Andreas Skov Olsen, som i to omgange var tæt på at løbe med overskrifterne. Først sparkede han tørt på stolpen, og kort efter bankede han bolden på overliggeren.

Simon Tibbling var udeladt fra Brøndbys startopstilling, og svenskeren viste straks efter sin indskiftning, at det måske var en fejldisposition. Flere gange var han selv på, og generelt voldte han nordsjællænderne store problemer med sin pågående stil.

Også Mikael Uhre blev sendt i spil, og han skulle få en hovedrolle. Først burde han have fået mere ud af et godt dybdeløb, men Peter Vindahl læst tværafleveringen. Brøndby kom tæt på med fem minutter igen ved Hany Mukhtar, men værterne forsvarede sig med næb og klør.

Alligevel kom udligningen til sidst. Unge Peter Vindahl lavede sin første store fejl i Superligaen. Igen var det Simon Tibbling, der kom bag om FCN-forsvaret, og hans indlæg strøg mellem benene af keeperen, hvilket gav Mikael Uhre et let mål.

Brøndby var lige ved at forære FC Nordsjælland kampen til sidst med en dårlig tilbagelægning, men Schwäbe kom godt ud af målet. Dermed endte det 1-1 i en underholdende kamp på Right to Dream Park.