Video : Tipsbladet
Superliga

Bedst og værst: Kaptajn Risgårds milepælsmål var ikke nok

Tipsbladet.dk zoomer her ind på 1-1 opgøret mellem AaB og Hobro IK.

AaB – Hobro IK 1-1 (0-0)
1-0 Kasper Risgård (45.)
1-1 Pål Alexander Kirkevold (80.)

Kampens bedste:

AaB:
Kasper Kusk drev i flere omgange gæk med Hobro-forsvareren, og AaBs mål var i høj grad også kreatørens fortjeneste. Patrick Kristensen leverede rigtig skarpe indlæg i kampens første halvleg, mens unge Lukas Klitten igen viste imponerende fine takter på AaBs venstre back. 

Hobro IK:

Edgar Babayan scorede i sidste kamp mod Vendsyssel, og igen i dag var den armenske landsholdsspiller farlig i modstanderens felt. Hans temposkift er grimme for enhver forsvarsspiller, og det var hans glimrende forarbejde, der gjorde, at Hobro fik en livline fra Pål Alexander Kirkevold til sidst. 

Kampens værste:

Der var ingen, der decideret faldt i gennem i Aalborg fredag aften, til gengæld udspillede der sig en grim situation lige inden pausen. Martin Mikkelsen gik ind i en tackling med Magnus Christensens, hvor Mikkelsens knæ blev vredet den helt forkerte vej. Hobro-slideren blev båret fra banen, og det lignede på Mikkelsens nedslåede miner, at der er tale om en grim, grim knæskade. God bedring til Martin Mikkelsen! 

Kampens detalje:

Kasper Risgård havde fået en sjælden startplads mod Hobro, og med anførerbindet om armen scorede han til 1-0 foran de mest fanatiske AaB-fans. Og ikke nok med, at det var et utroligt fikst mål, den rutinerede ræv fik scoret, så var det hans mål nummer 50 for AaB, og man kunne tydeligt se, at Risgård blev rørt over sin egen scoring.
En fin milepæl at runde for AaB-legenden, inden han stopper karrieren til sommer.