Video : Tipsbladet
Benelux

Blind skiftede United ud med Ajax: Har aldrig set det som et skridt tilbage

Daley Blind var på jagt efter mere spilletid, og derfor forlod han Manchester United til fordel for Ajax, og det har han ikke set som et skridt nedad.

Selvom Manchester United i de seneste år ikke har været en magtfaktor som tidligere set, regnes den engelske storklub stadig som en af verdens største klubber, og helt i lag kan Ajax ikke regnes for at være.

Alligevel er det dog Ajax, som i denne sæson allerede har vundet den hollandske pokalturnering, og derudover har klubben kurs mod det hollandske mesterskab og Champions League.

Derfor virker det også ganske naturligt, når Daley Blind fortæller, at han ikke har set det som et skridt nedad at skifte Manchester United ud med Ajax.

- Jeg så aldrig mit skifte som et skridt tilbage. Jeg ville bare spille en masse, sagde hollænderen tirsdag på et pressemøde.

Klubskiftet blev en realitet sidste sommer, og sidenhen har Daley Blind fået sit ønske om masser af spilletid opfyldt. Hele 54 gange har han været på banen i sæsonen for Ajax, hvor han har udgjort en solid stopperduo med Matthijs De Ligt.

I aften har han mulighed for at kvalificere den hollandske klub til Champions League-finalen, og han er meget tilfreds med klubbens præstationer i sæsonen.

- Fantastisk, fordi vi har vist, hvad vi er i stand til lige fra starten. Mod Bayern lagde vi et højt niveau for dagen, og resten taler for sig selv. Det er fantastisk at opleve i den klub, hvor jeg voksede op.