Video : Tipsbladet
Landshold

Van Dijk efter finalenederlag: Vi er stadig på rette vej

Hollandske Virgil van Dijk ærgrer sig over Nations League-finalenederlaget til Portugal, men han er stadig tilfreds med den hollandske udvikling.

Søndag aften blev den første UEFA Nations League-mester nogensinde fundet. Det blev hjemmeholdet Portugal, der løb med sejren og titlen, da de slog Holland med 1-0 i finalen. 

Holland havde vist lovende takter under hele turneringen, efter et par år hvor det hollandske landshold har haft store problemer. Liverpool-stopperen Virgil van Dijk er da også fast besluttet på ikke at lade nederlaget fylde mere end højst nødvendigt. 

- Det her må ikke ødelægge vores fine udvikling. Vi tager kæmpestore skridt som hold lige nu, og det skal vi fortsætte med. Vi kan være meget stolte af os selv, siger Virgil van Dijk til NOS. 

Til Sky Sports havde Virgil van Dijk dog lidt sværere ved at skjule skuffelsen. 

- Selvfølgelig er vi skuffede over at tabe en finale, men vi må bare lykønske Portugal. Vi var lidt uheldige i dag, men vi kan stadig være stolte af os selv. Nu skal vi have en velfortjent ferie, og så skal vi være klar til resten af kvalifikationen, siger van Dijk til Sky Sports. 

Det var Valencias Goncalo Guedes, der blev matchvinder i finalen.