Officielt: FC Nordsjælland sælger Mads Pedersen
Foto: FC Augsburg
Superliga

Officielt: FC Nordsjælland sælger Mads Pedersen

FC Nordsjælland har solgt Mads Pedersen til Bundesliga-klubben FC Augsburg.

Netop hjemvendt fra U21-EM har venstre backen Mads Pedersen fået fremtiden på plads.

Den 22-årige back skifter til Bundesliga-klubben FC Augsburg, og han er dermed fortid i FC Nordsjælland, hvor han har tilbragt hele sin hidtidige karriere. Mads Pedersen nåede 97 kampe for Farum-klubben.

- Mads er et skoleeksempel på, hvordan vi kan og vil arbejde i FC Nordsjælland. Han har taget hele vejen gennem akademiet hos os, givet klubben sit bedste gennem flere sæsoner på banen i Superligaen, og får nu fortjent opfyldt sin drøm om at prøve sig af på den øverste hylde i en topliga. Vi tror, Mads er klar til det næste skridt nu, og vi har derfor accepteret et fair bud fra Augsburg, der kan blive endnu mere fair, hvis det går som alle parter håber og tror på.

- At Mads er nået hertil, er ikke bare en stor cadeau til ham selv, men også til alle de ungdomstrænere, som har en stor andel i hans udvikling gennem akademitiden hos os. Vi vil gerne takke Mads for hans dedikation og engagement gennem alle årene og ønske ham alt det bedste i Tyskland, siger FCN-sportschef Carsten V. Jensen i en pressemeddelelse.

Det er ikke uden vemod, at Mads Pedersen takker af i FC Nordsjælland.

- Jeg glæder mig vanvittigt meget. Det er en drøm der går i opfyldelse for mig med et skifte til Bundesligaen og til en klub, som jeg føler, ved hvem jeg er og, hvad jeg kan. Jeg har haft en suveræn tid i FC Nordsjælland lige siden jeg kom til for mange år siden som ung knægt med store ambitioner, og jeg skylder båden klubben, og de trænere jeg har haft gennem alle årene, en stor tak. Jeg har været i FCN halvdelen af mit liv, og det vil altid være en del af mig, siger Mads Pedersen.

Danskeren har underskrevet en fem-årig aftale med FC Augsburg.