Video : Tipsbladet
La Liga

Ny Real-angriber griner af rygter: Zidane tror på mig

Luka Jovic forsikrer, at han ikke skal lejes ud fra Real Madrid. Han fortæller, at klubbens cheftræner Zinedine Zidane har stor tiltro til serberen.

Real Madrid har været aktive i dette sommertransfervindue, og en af de spillere, klubben har hentet er angriberen Luka Jovic. 

Den 21-årige målmaskine, der kom til fra tyske Frankfurt, er allerede blevet rygtet væk fra Real Madrid på et lejeskifte. 

De rygter har serberen dog ikke meget til overs for, og han forsikrer, at han skal spille i den spanske storkklub i denne sæson. 

- Jeg kan kun grine af de rygter. Medierne vil altid lave historier. Jeg har været vant til i hele min karriere, at der er forskellige rygter, og det har jeg accepteret. Tiden vil altid vise, hvad der er sandt, siger Luka Jovic til det serbiske medie Novosti. 

Luka Jovic scorede imponerende 27 mål for Frankfurt i sidste sæson, og derfor er der også store forventninger til angriberen. 

- Det er da klart, at jeg har nerver på, men de forsvinder, når jeg går ud på banen. 

- Zidane tror på mig, og det har på ingen måde ændret sig siden jeg kom hertil. Jeg lærer fra ham hver eneste dag, og jeg er meget tilfreds. Som træner og spiller er han blandt de bedste i verden, siger Luka Jovic. 

Luka Jovic fik sin officielle debut i weekenden, da Real Madrid slog Celta Vigo. Han kom ind til kampens sidste 10 minutter.