Video : Tipsbladet
Generelle

Emery i fare: Mourinho spiser middag med Arsenal-sportsdirektør

Den seneste tids dårlige resultater har fået ledelsen i Arsenal til at overveje et skift på managerpositionen.

Efter den skuffende pointdeling mod Wolves igår søndag, er Arsenal uden sejr i tre kampe i træk i Premier League. Rygterne vil da også vide, at sædet under Unai Emery er blevet særdeles varmt. Nu forlyder det endvidere, at Arsenal-ledelsen overvejer konkrete muligheder, såfremt man vælger at stikke Emery en fyreseddel. 

Ifølge The Times spiste Arsenals sportsdirektør Raul Sanllehi for nylig middag med José Mourinho, der som bekendt blev fyret i Manchester United i sidste sæson. Avisen skriver endvidere, at man hos Arsenal skulle være ganske imponerede over den vision for klubben, som Mourinho har præsenteret for dem. 

Mourinho bedre til engelsk
Den karismatiske mestertræner, der jo også har stået i spidsen for Chelsea af to omgange, kunne blive den første manager i historien, som fører tre forskellige engelske klubber til et større trofæ. Det ville dog være bemærkelsesværdigt, hvis Arsenal går videre i dialogen med Mourinho, med hans forhold til klubben taget i betragtning. De færreste har formentlig glemt den fejde, som Mourinho havde gennem adskillige år med Arsene Wenger, hvor mindre pæne ting blev ytret frem og tilbage. 

Men Arsenal skulle altså være så utilfredse med flere forhold omkring Emerys ledelse af klubben, at han eftersigende blot har to kampe til at redde sit job. Det er blandt andet Emerys ringe engelsk, der er en kilde til stor frustration for ledelsen. Derudover, har der også været manglende tillid til Arsenal-trænerens mandskabsbehandling, hvor anfører Granit Xhaka senest har været i vælten efter at have langet ud efter fans i kampen mod Crystal Palace.