Video : Tipsbladet
Superliga

Farvel før tid: Bo Henriksen håber, han må komme og tage afsked med fans

Bo Henriksen stopper i AC Horsens, et år før han havde planlagt. I dag siger han farvel til truppen, og han håber, at han senere kan komme og tage afsked med fansene. Hvad fremtiden ellers bringer, ved han ikke.

Det kommer ikke som noget chok for Bo Henriksen, at AC Horsens har skilt sig af med ham nu. Han vidste godt, at det kunne blive konsekvensen, da han meldte ud, at han var i gang med sit sidste år i klubben.

I stedet skal Jonas Dal føre Den Gule Fare ind i fremtiden fra dags dato. Bo Henriksen ville gerne have fortsat i den kommende sæson, men forstår godt klubbens valg. Han håber dog, at han er velkommen til at komme og sige ordentligt farvel til klubbens fans.

- Jeg er så superlykkelig for, at det er sket på en ordentlig måde. Jeg håber da, at jeg får lov til at sige farvel til vores fans, absolut. Men det er ikke det, det handler om nu. Klubben har truffet en beslutning, og det respekterer jeg. Sådan er livet. Når man beslutter noget, har det nogle konsekvenser, og det vidste jeg godt. Det har jeg fuld forståelse og respekt for. Jeg kan kun ønske dem al mulig held og lykke, siger Bo Henriksen til tipsbladet.dk.

Den afgående manager kom til Horsens, da klubben lå i 1. division og havde store økonomiske problemer. Nu efterlader han den efter fire sæsoner på stribe i Superligaen og med masser af millioner i banken som følge af en række store salg, senest Jeppe Kjær til Ajax.

Læs også:Bo Henriksen færdig i AC Horsens - Jonas Dal ny cheftræner

- Det er afgørende for mig at sige ordentligt farvel og få en værdig afsked på nogle magiske år. Det har været vanvittigt morsomt, spændende og hårdt til tider. Jeg er sindssygt stolt over at efterlade en fodboldklub i balance, både økonomisk og kvalitetsmæssigt, siger Bo Henriksen.

- Der er mange dygtige mennesker, og jeg har jo selv ansat de flest af dem. Det er altid vemodigt at sige farvel, men en del af livet.

Om klubbens udvikling fra økonomisk og sportslig krise til etableret Superliga-mandskab siger han:

- Det har været en voldsom omvæltning. Vi skulle lukke det hele og skære alt ned, da jeg kom, alt var under afvikling: ungdomsafdelingen, administrationen, staben, spillerne. Vi skulle af med løntunge spillere som det første og finde nogle spillere, der fik minimumsløn, så vi stadig kunne oppebære et fuldstidssetup.

Læs også:Spændt Jonas Dal: AC Horsens er meget mere end lange bolde og indkast

- Det har været en sindssygt lærerig rejse, som i den grad har givet fremragende oplevelser, men også til tider været utroligt hårdt. Alt skulle bankes op. Jeg tror, egenkapitalen på et tidspunkt var i minus. Det har været en rejse at få skabt en ordentlig fodboldklub og bygge det hele op.

Det store spørgsmål er så, hvad Bo Henriksen nu skal lave. Skal han være træner, noget andet inden for fodboldens verden eller noget helt tredje?

- Jeg ved det sgu ikke. Jeg har ingen anelse. Jeg har mange ting, som jeg synes kunne være sjove at lave. Jeg må se, hvad der bliver valgt. Nu tager jeg nogle dage med familien og hygger mig med dem, siger Bo Henriksen.

- Det er så nyt. Det var i går aftes, jeg blev kaldt til møde. Nu sidder jeg sammen med mine spillere og siger godt farvel til dem. Vi er i gang med socialt arrangement, hvor man skal ryste truppen sammen, så det er fint, at jeg får sagt farvel i den ombæring.

Læs også:Sultne Horsens-spillere: De spiller for at komme videre i deres karriere

Læs også:Bo Henriksen vil bruge testkampe på at toppe holdet

Læs også:Horsens: Vi har videresalgsklausul på Jeppe Kjær Jensen