Video : Tipsbladet
Generelle

Sisto-puslespillet: Her er seks muligheder for FC Midtjylland

Det er oplagt at bruge Pione Sisto som venstre wing, men den stærke gennembrudsspiller giver FC Midtjylland adskillige måder at lægge det offensive puslespil.

Pione Sisto er ikke FC Midtjyllands dyreste køb i historien.

Men af navn og omtale er det nok det største køb i klubbens historie med en transfer og ikke mindst en løn, der sammen med en nær fortid på landsholdet vil skrue forventningerne meget højt op.

Dramaet med nær-skiftet til FC København og en yderst snørklet vej tilbage til Danmark skal vi nok høre meget mere om i de kommende timer og dage i en saga, der allerede har fyldt meget denne sommer.

Et af de næste spørgsmål, der melder sig, er hvordan FC Midtjylland kan og skal bruge den gennembrudsstærke kantspiller.

Og kan og skal han kun bruges på kanten?

Vi har set lidt nærmere på de muligheder, købet af Pione Sisto giver, og hvordan han åbner for et væld af kombinationsmuligheder på de forreste 4-6 pladser.

1: Europa-formationen

Den oplagte formation til de svære kampe i Europa og mod de øvrige tophold i Superligaen, hvor man med Frank Onyeka og Jens-Lys Cajuste har stor fysisk styrke på den centrale midtbane og plads til Evander på den offensive midtbane, med Pione Sisto på den plads som venstre wing, han oftest har spillet.

Det var sådan her, FC Midtjylland spillede mod Ludogorets, blot med Kraev på den centrale offensive midtbane på grund af Evanders skade, og med Anders Dreyer til venstre.

Pione Sisto er primært højrefodet, og pladsen som venstre wing giver ham frihed til at trække ind i banen i kombinationsspillet med de øvrige midtbanespillere og den enlige forward.

Det er ikke mindst i de snævre kombinationer, Sisto kommer til sin ret med sine driblinger og accelerationer, og det er oplagt, at han kan finde ind i et godt samarbejde med Evander og Anders Dreyer.



2: Evander på den centrale midtbane

Evander Ferreira har tilbragt en stor del af sin karriere på den centrale midtbane, og hvis Brian Priske og trænerteamet vil give brasilianeren lidt ekstra spillerum længere tilbage på banen og kan undvære Jens-Lys Cajustes fremragende fysik, giver det samtidig en ekstra plads på den offensive midtbane.

Evander spillede de fleste af sine kampe på den centrale midtbane i 2019/20-sæsonen, så denne formation er måske den mest oplagte.

For Pione Sisto giver det en ekstra, mere offensiv holdkammerat på banen og Evander i en position længere tilbage til at sætte Sisto i gode positioner, ikke mindst i kontra- og omstillingsspillet.

Sammenlignet med Europa-formationen giver det til gengæld lidt ekstra defensive pligter uden Cajuste som ekstra gardering, selvom Evander løber flere defensive meter, end han ofte får kredit for.

Hvis FC Midtjylland vælger det, kan denne formation også få et endnu stærkere kontrapræg ved at sætte Lasse Vibe ind i stedet for Sory Kaba, men det kommer næppe til at ske ret ofte, da FC Midtjylland i forhold til de offensive og defensive dødbolde sjældent vil spille uden enten Kaba eller Brumado på banen.


3: Den midtersøgende

Har FC Midtjylland tillid og fidus til Bozhidar Kraev, kan man også vælge en variant af formationen, hvor han spiller den centrale offensive midtbaneplads, eventuelt med hyppige positionsskift med Evander.

Kraev giver lidt mere fysisk tyngde end de hurtige kantspillere og nogle udmærkede dybdeløb.

4: Sisto som 10'er

Han har ikke spillet pladsen ret ofte i karrieren, men tanken om at rykke Sisto ind i en relativt fri rolle bag Sory Kaba eller Júnior Brumado må være fristende. Derinde er han tæt på mål, han kan vandre ud til kanterne eller ned i banen mod Evander, og der vil være en sikker struktur rundt om den dygtige dribler.

Den åbenlyse ulempe er, at modstanderen midtbanespillere også får lettere ved at finde Sisto, i stedet for at de skal ud til en overbebyrdet back for at hjælpe til, og at der bliver mindre plads og rum til at komme op i fart.

5: Den falske nier

Sory Kaba har ikke haft et videre vellykket ophold i FC Midtjylland indtil videre, på trods af at han kommer til mange chancer, og Júnior Brumado bliver næppe klar til at starte fast i denne sæson, hvis han nogensinde udvikler sig til at kunne det i FC Midtjylland.

At Ronnie Schwartz og Lasse Vibe end ikke var på bænken i den ekstremt vigtige kamp mod Ludogorets siger også noget om, at det næppe er i de to, FCM ser fremtiden - så hvorfor ikke tænke tanken, at man i en kontrakamp i Europa eller med en føring smider Anders Dreyer, Pione Sisto eller for den sags skyld Mikael Anderson på toppen?

Det bliver stensikkert ikke FC Midtjyllands udgangspunkt i ret mange kampe, hvis man overhovedet prøver, for kærligheden til en stor, stærk og ikke mindst høj angriber er stor i klubben.

Men som idé giver formationen mening at overveje efter købet af Pione Sisto, da man så både kan have Evander og tre fremragende driblere og udfordrere som Sisto, Dreyer og Mabil på banen, og have en særdeles solid midterakse i Onyeka og Cajuste.

Som sagt - det her er formationen til særlige lejligheder, men det giver mere mening end før Sisto-købet, fordi han i god form tilhører gennembrudskraft og fart langt over Superliga-niveau.


6: Indlæg Galore

Hvis FC Midtjylland vil satse stenhårdt på indlæg til Sory Kaba, og måske også en indskiftet Júnior Brumado i tilfælde af, at man skal jagte en scoring, kan Pione Sisto sagtens lægges over i højre side og så venstrebenede Anders Dreyer i venstre.

Så kan der pumpes indlæg i feltet.

Dette kunne også være et greb, FCM kunne gribe til i perioder, enten som overraskelse i begyndelsen af en kamp, eller hvis kombinationsspillet ikke fungerer.


Skal en kantspiller sælges?
FC Midtjylland har nu et væld af angribere, kanter og offensive midtbanespillere. Med Sisto og Kraev som nye i truppen sammenlignet med sidste sæson, og Gustav Isaksen samt kantspilleren Babajide David Akintola, der har været udlejet i årevis men lige nu er i førsteholdstruppen, er der i den grad mange valgmuligheder.

Awer Mabil har været FC Midtjylland-spiller siden 2015 og kunne snart være et salg, og der har også været rumlen om interesse for Mikael Anderson.

Kommer midtjyderne i et europæisk gruppespil, kan de sikkert bruges nærmest alle mand, da reserverne også holder højt niveau og kunne blive profiler på mange Superliga-hold.

Gør FC Midtjylland ikke det, er det ret oplagt at sælge i hvert fald én kantspiller og måske også en angriber.

Prioritet: Få Sisto i gang!
Der er rig mulighed for at finde plads til Pione Sisto og til at afprøve forskellige formationer.

Men for FC Midtjylland bliver det vigtigste at få Pione Sisto hensigtsmæssigt i gang.

To sæsoner som indskifter og sporadisk starter i Celta Vigo gør det sandsynligt, at det vil tage et stykke tid for kantspiller at nærme sig sit topniveau, og opmærksomheden fra offentligheden bliver stor, ikke mindst efter det langtrukne spil om Sistos retur til Superligaen.

Der vil helt sikkert være pres på udefra, og måske også internt fra baglandet, for at få Pione Sisto tilbage som man husker ham fra et magisk efterår i 2014 og de bedste perioder i Celta, hvor han gjorde topspillere i La Liga rundtossede.

Det bliver én af klubbens, trænerstabens, holdkammeraternes og Sistos helt store opgaver, måske den største, at tøjle forventningerne, ærgerrigheden og utålmodigheden. For det bliver næppe fra Dag 1, Sisto brænder igennem, da slet ikke med kun 119 minutters kamp i benene siden coronapausen.