Video : Tipsbladet
Superliga

Afghanistan har henvendt sig til dansk Vejle-komet

Det danske stortalent Wahid Faghir, 17 år, har fået henvendelse fra Afghanistan, fortæller han til B.T.

Han har scoret fem gange i Superligaen i denne sæson, og dermed har han tangeret "rekorden" for flest Superliga-mål af en 17-årige. 

De gode præstationer er også blevet bemærket andre steder end i Vejle, og Wahid Faghir fortæller til B.T., at der har været henvendelser.

Angriberen har altid været et stort talent og har spillet på diverse danske U-landshold, men DBU har fået konkurrence i forhold til, hvilket land Wahid Faghir skal repræsentere i fremtiden.

Til B.T. fortæller Faghir, at Afghanistan, som angriberens forældre er fra, har spurgt ind for at høre, om han er interesseret i at spille for landet.

- Jeg vil ikke sige, at jeg er mere til det ene eller det andet. Det kommer an på, hvornår det så er, og hvad der passer bedst i forhold til min egen fodbold. Dér tager jeg beslutningen i sidste ende, siger Wahid Faghir til avisen.

Angriberen fylder 18 år sidst i juli, og han fortæller, at det ikke er for nyligt, at han er blevet kontaktet.

Vejle-spilleren har indtil videre spillet for U18-, U17- og U16-landsholdet i Danmark - han er blevet fast mand for VB i denne sæson.