Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: FC Midtjylland - Vejle Boldklub

Den offensive krise kradser i FC Midtjylland, mens Vejle Boldklubs fokus er på nedrykningsstregen. Får FCM hul på bylden og lavet nogle mål?

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 17.00
Spillested: MCH Arena, Herning
Dommer: Mikkel Redder
På TV: TV3 Max
Hashtag: #fcmvb #sldk

Holdnyt:
FC Midtjylland:
De danske mestre er i en minikrise for tiden, for de seneste tre kampe har bare kastet et enkelt point af sig. Det betyder, at man nu er fire point efter topholdet Brøndby IF, og derfor er man også tvunget til at komme fra opgøret mod Vejle med tre point.

Problemerne har været i midjydernes offensiv - der er ikke blevet scoret et eneste mål i de sidste tre kampe. Så det begynder at trække op til, at Brian Priske skal prøve nye ting offensivt. Sidst valgte man at spille meget direkte mod FCK, og denne gang kan det måske være, at en spiller som Awer Mabil skal have chancen fra start. 

Brian Priske går ind til opgøret med visse udfordringer, da midtbaneankeret Frank Onyeka er ude med karantæne, og på højre back var man senest uden både Dion Cools, Joel Andersson og Japhet Sery Larsen, ligesom Daniel Høegh var ude. 

Af dem er kun Japhet Sery Larsen tibage og kan meget vel starte på højre back. 

Til gengæld er Pione Sisto også fraværende til søndagens kamp, mens også Junior Brumado fortsat er ukampdygtig. 

Vejle Boldklub:
Oprykkerne har gang i en ganske fin sæson, men senest måtte man gå fra banen uden point, da AaB vandt 2-0 i Vejle.

Constantin Galcas tropper er at finde på en øjeblikkelig 10. plads, og der er syv point ned til Lyngby, der er under stregen, men taber VB i Herning, og vinder Lyngby over bundholdet Horsens, vil der blot være fire point mellem de to hold.

Altså er der behov for point, når Vejle gæster FC Midtjylland, og klubben har da også kvalitet nok til at få noget med fra opgøret, hvis man rammer dagen.

Allan Sousa vender tilbage fra overstået karantæne og ventes at gå direkte i startopstillingen, mens man formentlig stadig er uden den engelske stopper Matthew Briggs og den danske back Thomas Gundelund.

Både Jacob Schoop og Mads Greve er tilbage efter skadesperioder, og spørgsmålet er nu, om de er klar til at spille fra start. Det var de ikke mod AaB.

Karantæne:
FC Midtjylland
: Frank Onyeka
Vejle Boldklub: Ingen

Bud på startopstillinger:
FC Midtjylland (4-2-3-1): Lössl - Ailton, Sviatchenko, Scholz, Paulinho - Cajuste, Evander - Isaksen, Anderson, Mabil - Kaba

Vejle Boldklub (4-2-3-1): Brunst - Mølgaard, Kolinger, Ojala, Davidsen - Ramadani, Schoop - Sousa, Ezatolahi, Engel - Faghir

Profilen:
Alexander Scholz får fornøjelsen af at møde sin tidligere klub. Det var i Vejle Boldklub, at udviklingen tog fart for "Scholle", inden han kom til udlandet. Den danske landsholdsbobler har haft en atypisk karrierevej og var forbi Island, inden han blev en profil i belgisk fodbold. I 2018 blev han hentet retur til Danmark af FC Midtjylland, og nu kunne det ligne, at han til sommer får muligheden for at komme ud igen - hvis buddet er stort nok.

Vidste du, at..:
De tre kampe i streg uden scoring er en tangering af FC Midtjyllands længste periode uden mål. Da man var nyt Superliga-hold i sæsonen 2000/2001, gik man også tre kampe i streg uden at score, og det samme gjorde man sæsonen efter. Det er dog ikke sket siden, så der er pres på Priske og tropperne, der kæmper for at holde snor i topholdet Brøndby.

Dom:
Det kan godt være, de har haft problemer med at lave mål, men to af de tre kampe var mod AGF og FC København, mens den sidste modstander var brandvarme Lyngby Boldklub.

Kampen mod Vejle er meget vigtig for FC Midtjylland, der ikke har råd til flere dumme pointtab. Vi regner med, at man får styr på spillet og vinder en rimelig sikker sejr over et ellers udmærket Vejle-hold. 2-0 til FCM.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: