Video : Tipsbladet
EM

Hjulmand advarer: Derfor er Pukki så farlig

Teemu Pukki har særlige evner som afslutter og volder forsvarsspillere store problemer, mener Kasper Hjulmand.

Hvis Finland skal overraske Danmark og de øvrige gruppemodstandere ved EM, skal Teemu Pukki formentlig spille en hovedrolle.

Den 31-årige angriber med en fortid i Brøndby er udset som manden, der skal gøre livet surt for modstanderholdenes forsvar.

Hans evner på toppen gør ham til en nøglefigur på Finlands landshold, mener Danmarks landstræner, Kasper Hjulmand.

- Han er ekstremt vigtig, og han har været involveret i en kæmpe del af Finlands mål og chancer. Han laver nogle virkelig fantastiske dybe løb.

- Han laver bueløb omkring stopperne, giver plads til sig selv, løber i ryggen af stopperne og afslutter rigtig godt, siger Hjulmand forud for lørdagens dyst mellem de to nationer.

Pukki har spillet 90 kampe og scoret 30 mål for Finlands A-landshold.

Til daglig spiller han for engelske Norwich, der netop er rykket op i Premier League med Pukki som holdets topscorer.

Han fik sit helt store gennembrud internationalt, da han i sommeren 2018 skiftede Brøndby ud med Norwich og scorede mål på samlebånd.

Og i kvalifikationen til EM var han blandt de vigtigste årsager til, at Finland spillede sig frem til sin første slutrunde nogensinde.

- Han er iskold, og han har sin helt store styrke i en mod en-situationer både for Norwich og Finland.

- Han er en fantastisk kontraspiller. Deres hold passer godt sammen på den måde, at de er gode til at forsvare.

- De er gode til at arbejde hårdt i den lave blok, de har, og så har de en virkelig god kontrafase, som Frankrig også fik at mærke, da de tabte 0-2 til dem på hjemmebane, siger Hjulmand med henvisning til testkampen mellem franskmændene og finnerne i november.

Kampen mellem Danmark og Finland spilles i Parken klokken 18. Foruden de to hold er Belgien og Rusland også i gruppe B.

/ritzau/