Video : Tipsbladet
1. division

Ung EfB-træner sendt væk af Peter Hyballa

Esbjergs transitionstræner Patrick Harboe er i øjeblikket ikke på træningsbanen i den vestjyske klub. Han er blevet sendt væk af Peter Hyballa.

Det blæser ofte på Vestkysten, hvor Esbjerg fB holder til. Lige nu er det en strid modvind, der suser over 1. divisionsklubben.

Flere danske medier har den seneste uges tid beskrevet, hvordan klubbens nye cheftræner, Peter Hyballa, spreder skræk og rædsel i spillertruppen og blandt sine øvrige kollegaer med sin hårde ledelsesstil, og tipsbladet.dk er ligeledes bekendt med flere historier fra træningsbanen i Esbjerg fB.

Tipsbladet.dk kender blandt andet til, at klubbens 28-årige transitionstræner Patrick Harboe i øjeblikket ikke er på træningsbanen i Esbjerg. Han er blevet sendt væk af Peter Hyballa med ordene, at han er en slange. 

Det skete på én af Peter Hyballas allerførste arbejdsdage i Esbjerg, og behandlingen af Patrick Harboe har efterladt folk i fodboldmiljøet målløse over cheftrænerens ageren. Det fortæller kilder, som tipsbladet.dk har talt med. Det fremstår uklart, hvorfor Hyballa ikke ville arbejde sammen med Harboe. 

Esbjergs sportslige ledelse har i forlængelse af Peter Hyballas beslutning valgt at sende Patrick Harboe hjem med fuld løn. Parterne skal senere finde ud af en plan for fremtiden. 

Ekstra Bladet har belyst i flere artikler, at Peter Hyballa fysisk har afstraffet enkelte spillere i Esbjerg, og at han har nedgjort og mobbet dem på træningsbanen. Det har skabt et arbejdsklima, som har efterladt mange ansatte i EfB i chok. 

Tipsbladet.dk har været i kontakt med Patrick Harboe, der ikke vil bidrage til artiklen. 

Peter Hyballa ønsker ikke at stille op til interview, oplyser Esbjerg fB's kommunikationsafdeling.