Video : Tipsbladet
Premier League

Chelsea-stjerne stikker til engelsk legende

Den italienske stjernespiller stikker til den engelske legende, efter at han tirsdag fik overdraget prisen som årets spiller af UEFA.

Jorginho har haft et pænt godt år.

Først vandt han Champions League med Chelsea. Så vandt han europamesterskaberne med Italien. Og så blev han kåret til årets spiller af UEFA.

Trofæet som årets spiller blev Jorginho overbragt tirsdag aften af UEFA’s præsident i forbindelse med Chelseas kamp mod Zenit i Champions League, og efterfølgende greb han chancen til at stikke lidt til Rio Ferdinand. Det skriver Daily Mail.

Stjernespilleren har på det sociale medie Instagram delt et klip fra 2019, hvor Rio Ferdinand kritiserer ham. Herefter klippes der direkte over til, at midtbanespilleren får overrakt UEFA-prisen som årets spiller.

- Han får ingen assists, han er ikke en stærk forsvarsspiller. Når en kamp bliver sådan her mod de store hold, bliver han overrumplet på midtbanen, og han kan ikke løbe, lød kritikken fra Rio Ferdinand i klippet.

Se videoen her (artiklen fortsætter efter opslaget...):

Takker kritikere
Tidligere har Jorginho også talt om, at han motiveres af den kritik, han har modtaget.

- Vi husker alle, hvad de sagde, ikke? Jeg var for langsom. Jeg var for svag. Jeg var Sarris søn (cheftræner Maurizio Sarri, red.). Mand, det gjorde mig så vred. Men hør, de undervurderede mig. Jeg har haft en turbulent start på hver klub, jeg har været hos. Hver klub. Det er utroligt.

- Da jeg kom til Verona, var der ingen, der ville have mig. De udlejede mig til fjerde division. Ingen ville have mig der heller. Men jeg blev ved med at arbejde, og jeg vandt respekten. Jeg tog tilbage til Verona, og vi rykkede op til Serie A.

- Jeg havde også et hårdt år i Napoli, og så kom Sarri og ændrede alt. Så Chelsea-tingene? Pyt! Jeg brugte bare kritikken som brændstof. Jeg tænkte, ”Disse mennesker bliver flove.” Og nu sidder jeg her med en Europa League-titel og en Champions League-titel. Så til alle kritikere vil jeg bare sige en ting: Tak skal I have, skrev Jorginho tidligere på året i The Player’s Tribune.