Video : Tipsbladet
Benelux

Paul Onuachu belønnes efter flot milepæl i Genk

Den tidligere FC Midtjylland-bomber nyder stor succes i belgisk fodbold. Nu belønnes han med en ny kontrakt.

For lidt to år siden skiftede Paul Onuachu fra FC Midtjylland til KRC Genk, og for den nigerianske angriber har det mildest talt været et succesfuldt skifte.

Nu belønnes tårnhøje Paul Onuachu så for succesen i KRC Genk med en ny kontrakt, der løber frem til sommeren 2024. Det oplyser klubbens selv. Kontrakten løber blot et år længere, end den oprindeligt lød på, så der er formentlig mest af alt tale om en forbedret løn til angriberen.

Kontraktforlængelsen kommer få dage, efter at den 27-årige angriber rundede en flot milepæl hos KRC Genk.

I torsdags scorede Paul Onuachu nemlig mod Rapid Wien i gruppespillet af Europa League, og det var hans 50. mål for klubben.

Han skulle blot bruge 78 kampe til at nå et halvt hundrede mål, og det er der kun én i klubbens historie, der har gjort hurtigere: nemlig Wesley Sonck, der “kun” brugte 70 kampe til at score 50 mål i den belgiske topklub.

I sidste sæson scorede Paul Onuachu hele 35 mål for KRC Genk, hvor han også blev topscorer og årets spiller i Belgien.

Med den målform har angriberen også været rygtet væk fra KRC Genk i løbet af sommeren, men intet skifte kom altså på plads, hvorfor han altså stadig er i klubben. Og stadig scorer mål. I denne sæson har han scoret seks gange på 10 kampe.