Video : Tipsbladet
Superliga

Brøndby vil ikke frigive spiller til landshold

Blas Riveros blev noget overraskende udtaget til Paraguays landshold, men cheftræner Niels Frederiksen forventer ikke, at han skal af sted.

Det kom som noget af en overraskelse mandag, at Blas Riveros var udtaget til landsholdet, efter han havde været skadet i næsten et år. Brøndbys cheftræner siger da også til Ekstra Bladet, at han ikke regner med, at Riveros rejser af sted.

Det paraguayske fodboldforbund kunne ellers i går fortælle på sin hjemmeside, at det havde udtaget backen til de tre landskampe i oktober måned. Riveros har dog kun spillet en halv times reservefodbold, siden han løb ind i en alvorlig skade i november i fjor.

Af samme årsag er Niels Frederiksen ikke indstillet på at sende spilleren på en opslidende rejse til og rundt i Sydamerika på nuværende tidspunkt.

- De udtog også Blas til kampene i september. Men jeg forventer ærlig talt ikke, han skal af sted til de tre kampe i oktober, siger Niels Frederiksen til Ekstra Bladet.

Han tilføjer, at Brøndby nu vil tage en snak med Paraguays fodboldforbund.

Landsholdet skal spille tre kampe i oktober: mod Argentina den 7. oktober, mod Chile den 10., og mod Bolivia den 14.

Blas Riveros har syv A-landskampe på cv'et. Det blev kun til en enkelt Superliga-kamp for Brøndby, inden han blev skadet.