Video : Tipsbladet
Premier League

Medie: Steven Gerrard åben for Newcastle-jobbet

Flere trænere er efter sigende åbne for at overtage jobbet i Newcastle.

Newcastle fyrede forleden cheftræner Steve Bruce, og klubben skal nu ud og finde en ny cheftræner.

I den forbindelse er mange trænernavne blevet nævnt, heriblandt Steven Gerrard. Liverpool-legenden har haft stor succes i Rangers FC over de seneste år, og i sidste sæson vandt han klubbens første mesterskab i godt 10 år.

Men ifølge Northern Echo, der dækker Newcastle tæt, er Steven Gerrard efter sigende åben for at tage jobbet i Newcastle.

Efter at Newcastle fik nye saudiarabiske ejere tidligere på måneden udtalte Gerrard da også, at der skete “interessante” ting i klubben.

Han er imidlertid ikke den eneste, der er åben for at tage jobbet. Mediet nævner også spanske Unai Emery, der har en fortid i PSG og Arsenal og nu er i Villarreal, men som er åben for at tage jobbet i klubben. Spanieren vil efter sigende gerne vise sit værd i Premier League efter et fejlslagent ophold i Arsenal.

Derudover er der portugisiske Paulo Fonseca, der har stået uden kontrakt, siden han forlod Roma i sommer. Han var tæt på at blive ny Tottenham-træner, og nu er han angiveligt i dialog med Newcastle.

Newcastle er aktuelt nummer 19 i Premier League, så deres kommende træners første opgave bliver at få klubben i sikkerhed.