Video : Tipsbladet
Superliga

Efter derby-tab: Der er noget med selvtilliden

FC København tabte 1-2 i Brøndby, og dermed var det fjerde kamp i streg, Jess Thorups tropper gik fra banen uden en sejr.

1-1, 1-1, 1-2 og 1-2.

FC Københavns stime af gode resultater føles meget langt væk, da klubben nu har spillet fire kampe i streg uden at vinde.

De tre seneste Superliga-kampe har bare kastet et enkelt point af sig, da man tidligere søndag tabte på Brøndby Stadion, og vinder FC Midtjylland klokken 18.00 mod SønderjyskE, er FCK seks point efter topholdet.

FCK-keeper Kamil Grabara er ikke tilfreds oven på nederlaget til BIF.

- Der er noget med vores selvtillid for tiden. Vi har ondt af os selv over, at vi ikke får de point, vi ønsker at. Men måske har vi følt, at man går ud på banen, og så får man de tre point efter 90 minutter. Men vi er blevet modbevist. Og jeg tænker, at det kunne være noget mangel på selvtillid. Jeg ved ikke, hvor det kommer fra, siger Kamil Grabara til 3+ og forklarer om de to straffesparkssituationer i anden halvleg, hvor den første korrekt ikke blev dømt:

- Den første er klart film, men på den anden er der helt klart straffespark. Nogle gange forsøger man at redde tingene, og det går ikke ens vej. Det er ligegyldigt nu.

Kamil Grabara og FC København møder Vejle Boldklub hjemme næste gang - et opgør, der skal kaste tre point af sig, hvis klubben skal tro på, at man kan hente FC Midtjylland øverst i tabellen.