Video : Tipsbladet
Superliga

Her er Efterårets Hold i Superligaen

Tipsbladet har sat Efterårets Hold i Superligaen, og der er selvfølgelig plads til Efterårets Profil, Pep Biel. Se hele holdet her.

Superligaens sidste spillerunde i 2021 afvikles i denne weekend, hvorefter nogle af holdene kan gå på ferie, mens andre skal spille europæiske kampe eller pokalkampe. Det er dermed også tid til at gøre status over efteråret i Superligaen. 

Torsdag blev Pep Biel fra FC København kåret til Efterårets Profil i den kåring, som Tipsbladet laver med hjælp fra Superligaens trænere, og samtidig har Tipsbladet også sat efterårets hold. 

Det kan du se her:

Målmand: Jacob Rinne, AaB (16 kampe, 0 mål)
Han går indimellem lidt under radaren, måske fordi han befinder sig oppe i det nordligste Superliga-Danmark, og den 28-årige svensker har da heller ikke fået den dyre transfer til udlandet, som både han og den sportslige ledelse har talt om i flere år. Det kan regnskabschefen ærgre sig over, men trænerteamet glæder sig nok, for de har nu for femte sæson i træk stor gavn af Rinne. Svenskeren er en solid og pålidelig keeper, der skriver sig ind i en lang tradition af dygtige bagerste mænd i Aalborg.

Højre back: Kevin Diks, FC København (15 kampe, 2 mål)
Det ser næsten forkert ud, når man læser det på skrift – kun to Superliga-mål af FCK-backen? Men det er altså rigtigt, for det er i Europa, at Diks har scoret nærmest efter behag, mere præcist fem mål i 10 kampe. Men hollænderen er mere end en målscorer, selv om det var i modstandernes felt, han slog sit navn fast som AGF'er i sidste sæson. Diks er en god oplægger, yderst kompetent i spillet længere tilbage på banen og del af efterårets mest solide forsvar i den bedste danske fodboldrække.

Central forsvarer: Rasmus Thelander, AaB (16 kampe, 2 mål)
Trods en halvsæson på bare 16 kampe har kun fire marksspillere fået fuld tid i efteråret. Thelander er en af dem, men han er ikke kun med på holdet af den grund. Stopperen var nomineret til Månedens Spiller i september, ligger pænt placeret i kåringen af Efterårets Profil og har vundet flere hovedstødsdueller end nogen anden i dette efterår. 30-årige Thelander har kontraktudløb til sommer – denne sæson kan han bruge som afsæt til en indbringende kontraktforlængelse eller en aftale et andet sted.

Central forsvarer: Erik Sviatchenko, FC Midtjylland (16 kampe, 3 mål)
Da Sviatchenko vandt både Efterårets og Forårets Profil i 2019/20, kaldte vi ham for en af de bedste forsvarere i Superligaens historie, og det indtryk forstærkes kun, når han nu bliver nummer to i kåringen af Efterårets Profil 2021 og for sjette gang kommer på halvsæsonens hold. FC Midtjylland-anføreren er netop fyldt 30, men viser ikke tegn på at være blevet dårligere med alderen. Og for Superligaens tophold er det en stor fordel, at Sviatchenko ikke har fået sin udlandsdrøm opfyldt.

Venstre back: Christian Sørensen, Viborg FF (16 kampe, 1 mål)
Ifølge de officielle Superliga-statistikker er Simon Hedlund Superliga-efterårets næstbedste chanceskaber med 39 kreerede muligheder. Christian Sørensen er nummer ét med hele 60. Viborg-backen har også skabt flest åbne chancer, og det skyldes, at han både sparker fremragende og kaster gode indkast. Christian Sørensen har også en inspirerende historie, for han slog aldrig til i Superligaen som ungt OB-talent, men efter adskillige sæsoner i 1. division er han nu tilbage i den bedste række som profil.

Højre midtbane: Sebastian Jørgensen, Silkeborg IF (16 kampe, 6 mål)
Vi skulle frem til tillægstiden af Sebastian Jørgensens første Superliga-sæson, før han bidrog med målbar statistik. Det var i 32. og sidste spillerunde af 2019/20, og Jørgensen lagde op til et mål af Alexander Lind i en 3-1-sejr i Odense. Kampen var ligegyldig. SIF var allerede rykket ned. I denne sæson er kantspilleren anderledes produktiv, for Sebastian Jørgensen har allerede scoret seks gange og lagt op til yderligere seks mål. Ingen spillere har været med i lige så mange scoringer som den 21-årige oprykker.

Central midtbane: Pep Biel, FC København (16 kampe, 7 mål)
Pep Biel havde aldrig fået så meget som én eneste stemme i en af Tipsbladets profilkåringer, før han vandt dette efterår. Han har skullet bruge lang tid på at vænne sig til dansk fodbold, og han har været fejlplaceret på højrekanten. Men der har været højt niveau i glimt, et perlemål hist og pist, og dette efterår har han sat kvaliteterne sammen til en fornem halvsæson for FC København. Og der er endda endnu flere skridt for ham at tage. For eksempel kan han lægge flere assists til sit spil – det har han evnerne til.

Central midtbane: Evander, FC Midtjylland (14 kampe, 5 mål)
Det var jo den her sæson, vi havde ventet på fra Evander. Fra hans allerførste boldberøring i dansk fodbold kunne man se, at han havde et ekstraordinært niveau i spillet med bolden – men han viste det bare ikke hele tiden. Han har da heller ikke tidligere været på halvsæsonens hold i Tipsbladet eller er sluttet højt i en profilkåring, men dette efterår har været anderledes stabilt, og brasilianeren ligner endelig en modnet, færdig spiller. Han har en stor andel i FC Midtjyllands aktuelle førsteplads.

Venstre midtbane: Nicolai Vallys, Silkeborg IF (16 kampe, 7 mål)
Silkeborg-fløjen har taget en anderledes vej til Efterårets Hold end holdkammeraterne. Som vi beskrev i Tipsbladet i september, indledte Vallys sin karriere i seriefodbolden, men han tog hele tiden små skridt fremad, og hver gang viste han, at han kunne være med. Det kan han så sandelig også i Superligaen. Vallys kan være en anelse uortodoks, men det er ikke negativt, for han er god til at komme frem til chancer og til at score mål, og han trives i Kent Nielsens velfungerende offensiv.

Angriber: Stephen Odey, Randers FC (9 kampe, 5 mål)
Fordi han kom sidst i transfervinduet, har Stephen Odey kun været med i ni ud af 16 Superliga-runder, to af dem endda som indskifter, men han har på få måneder etableret sig som en af rækkens bedste angribere. ”Jeg ved ikke, hvad han laver i Randers, for at være helt ærlig. For han er helt vanvittigt god,” sagde holdkammeraten Vito Hammershøy-Mistrati tidligere på efteråret om nigerianeren, men det til trods købte kronjyderne i weekenden ham fri af kontrakten i Genk – og det skal de nok blive glade for.

Angriber: Mikael Uhre, Brøndby IF (15 kampe, 10 mål)
Da Mikael Uhre i sidste sæson blev både topscorer og Forårets Profil, kunne man frygte, at han var en døgnflue. Han havde jo aldrig tidligere været i nærheden af at lave det antal mål i Superligaen. Et halvt år senere kan vi dog konkludere, at Uhre har udviklet sig til en klasseangriber. Han har fulgt op på mesterskabsåret med endnu en flot halvsæson, og udover de 10 Superliga-mål husker man den flotte scoring ude mod Red Bull Salzburg i Champions League-kvalifikationen.