Video : Tipsbladet
Superliga

Bedst og værst: Det var tåbeligt lavet

Tipsbladet.dk zoomer ind på kampen mellem Viborg FF og SønderjyskE.

Viborg FF - SønderjyskE 1-1 (1-1)
1-0 Tobias Bech (10.)
Rødt kort, Lars Kramer (27.)
1-1 Marc Dal Hende (38.)

Kampens bedste:
Viborg FF

Det var ikke en kamp, hvor der var mange store præstationer fra Viborg-spillerne. Holdet var også ramt af skader før efterårets sidste opgør. Men man kunne godt have forventet lidt mere. Målmand Mikkel Andersen havde en vigtig redning i anden halvleg, men prisen går til Mads Lauritsen, der leverede en godkendt indsats i midterforsvaret hos Viborg. Ingen fejl, spillede sikkert og forsøgte at lede et hold, der var en mand i undertal i en stor del af opgøret.

SønderjyskE
De har hele sæsonen ledt efter kvalitet i front, og det ser ud itl, at de har fundet det i Faris Moumbagna. Han mangler stadig at bidrage med mål, men han trak et rødt kort mod Viborg FF, der blev afgørende for, at SønderjyskE kom tilbage i opgøret, og i det hele taget fik han skabt ravage i Viborg-forsvaret, der flere gange måtte begå frispark farlige steder på banen for at stoppe offensivspilleren.

Kampens værste:
Foran 1-0 valgte Lars Kramer at trække i nødbremsen og flå Faris Moumbagna ned, og så var Viborg FF reduceret til 10 mand i første halvleg. Det endte med at koste for holdet, for kun lidt mere end 10 minutter efter det røde kort udlignede SønderjyskE til 1-1. Samtidig var man en mand i undertal i resten af opgøret og måtte slide og slæbe for det ene point. Nu er Lars Kramer i karantæne til at indlede foråret med. Tåbeligt lavet af hollænderen. 

Kampens detalje:
VAR har fået en del kritik på det seneste, men mellem Viborg og SønderjyskE gjorde videodommersystemet det godt. Det fik kaldt Anders Poulsen til skærmen, så han kunne få udvist Lars Kramer, og senere kunne VAR også hjælpe med at få godkendt et mål, da Marc Dal Hendes scoring fejlagtigt var blevet annulleret for offside.