Solskjær åben overfor Ferguson-peptalk før Liverpool-brag
Foto: Getty Images
Generelle

Solskjær åben overfor Ferguson-peptalk før Liverpool-brag

Manchester United-træneren har ikke tænkt sig at forsøge at komme ind i Jürgen Klopps hoved inden søndagens brag på Old Trafford.

Manchester United-træner Ole Gunnar Solskjær vil ikke forsøge sig med mindgames forud for søndagens kamp mod Liverpool, selvom hans tidligere træner, Sir Alex Ferguson, ofte havde succes med denne strategi.

Nordmanden er dog åben overfor at lade Ferguson give en peptalk til United-truppen inden opgøret mod Liverpool. Klopps tropper vandt i december det omvendte opgør på Anfield i det, der skulle vise sig at blive José Mourinhos sidste kamp som United-træner. Ligesom Ferguson var Mourinho glad for mindgames, men Solskjær har ikke tænkt sig at bruge den slags metoder.

- Jeg tror ikke, at Jürgen Klopp kommer til at læse, hvad jeg siger. Jeg kommer ikke til at læse, hvad han har at sige. Det kommer senere, vil jeg tro. Men han (Ferguson, red.) er velkommen til at tale til spillerne, hvis han ønsker det. For vi ved, hvor meget betød det for ham at overgå Liverpool. Jeg tror, at vores spillere ved, hvad det betyder for alle i Manchester United, siger Solskjær ifølge Sky Sports.

Bevidst om kampens størrelse
Nordmanden er forberedt på, at søndagens opgør på Old Trafford vil blive et intenst slag.

- Jeg har spillet et par af disse opgør selv, og jeg er bevidst om kampens størrelse for tilhængerne og alle, der arbejder i klubben. Der har været kommentarer. 'Det her er den store kamp.' Men det er vores arbejde at fokusere og kanalisere al den energi, så vi leverer en god præstation i kampen på søndag. Det handler ikke om følelser. Jeg kan forstå, at følelser kan blive bragt op, men vi er nødt til at blive ved med at være fokuserede og kontrollerede, og samtidig er vi nødt til at kæmpe.