Video : Tipsbladet
Generelle

Neymar klarmelder sig selv til Real-brag: Jeg er fuldstændig fit

Den brasilianske superstjerne fortæller nu selv, at han er fuldkommen parat til at spille Champions League-kampen mod Real Madrid.

PSG-kreatøren har ikke været i aktion i lidt over en måned på grund af en ankelskade, som han pådrog sig den 13. oktober, da han med det brasilianske landshold spillede mod Nigeria. 

Nu skulle han så være klar igen. Lørdag bekræftede PSG således, at han fra denne uge ville træne fuldt med igen, og nu fortæller han også selv, at han er fuldkommen parat til at spille Champions League-braget mod Real Madrid tirsdag i næste uge. 

- Jeg har det perfekt. Jeg er fuldstændig fit til at spille kampen mod Real Madrid i Champions Leauge, siger han ifølge Sport English.

Mediet skriver, at Neymar fortalte det kort efter at have overværet tenniskampen mellem Rafa Nadal og Karen Khachanov ved Davis Cup i Madrid.

Spørgsmålet er, om den 27-årige brasilianer allerede kommer i aktion på fredag, hvor PSG møder Lille kl. 20.45.