Video : Tipsbladet
Rygter

Efter Can-salg: Juventus vil hente stjerne i Bayern München

I Juventus har man længe ledt efter en midtbanespiller, og italienerne håber angiveligt at hente Paul Pogba til sommer. Hvis franskmanden bliver for dyr, vil man i stedet gå efter Bayern Münchens Thiago Alcantara.

Tirsdag kom det frem, at Juventus har solgt Emre Can til Dortmund, og dermed råder italienerne altså over en midtbanespiller mindre. 

Torino-klubben forsøgte i sidste øjeblik at få fingrene i Ivan Rakitic i løbet af vinterens transfervindue, men det lykkedes ikke at realisere en transfer. Det skriver Tuttosport. Ifølge det italienske medie er Juventus' førsteprioritet til sommer at sikre sig Paul Pogba, som nærmest dagligt rygtes væk fra Manchester United.

Har rettet blikket mod München
Franskmanden står øverst på listen hos Juventus-sportsdirektør Fabio Paratici, men i Juventus er man klar over, at Pogba kan blive for dyr. Og derfor har man også kig på andre kandidater.

Og ifølge Tuttosport har man i Juventus derfor rettet blikket mod München, hvor der er stor usikkerhed om Thiago Alcantaras fremtid. Spanieren har angiveligt krævet en voldsom lønforhøjelse, mens der samtidig har været rygter om, at Bayern München-ledelsen ikke er helt tilfredse med profilens præstationer.